Skip til primært indhold

Snart kan du gå i H.C. Andersens fodspor

Odense Bys Museer har fået støtte til at anlægge en rute gennem byen, så man bl.a. med lydprogrammer og fysiske markeringer kan finde vej til de lokaliteter, der havde betydning for byens eventyrdigter som dreng.

Med en kontant støtte på 450.000 kr. fra regionens kulturpulje, bevilget på årets sidste møde i regionsrådet, er der nu banet vej for et stort anlagt projekt under Odense Bys Museer med fællestitlen ”I H.C. Andersens fodspor”.

- Odense er fyldt med autentiske lokaliteter, som har haft betydning for H.C. Andersen som dreng. I Odenses centrum ligger 13 af de væsentligste af disse, men kun få turister er i stand til at finde lokaliteterne. Gennem projektet ”I H.C. Andersens fodspor” vil den interesserede Andersen-turist ikke blot opleve Odense som en by med et H.C. Andersen museum, men at hele Odense er H.C. Andersens by, forklarer formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V).

Synlighed for turisterne

Projektets målgrupper er primært internationale turister, borgere på Fyn, turisterhvervet og kulturaktører. Det skal bidrage til at skabe synlighed og profilering af den allerede eksisterende H.C. Andersen kulturarv i Odense.

Odense Bys Museer anfører, at projektet kraftigt vil forbedre Odense og regionens attraktivitet i forhold til at tiltrække internationale turister med interesse for H.C. Andersen.

Samtidig vil de synlige tilbud om at besøge eventyrdigterens hjemby blive tredoblet i omfang, og i stedet for et museumsbesøg på en time eller to tilbyder hele byen sig nu som en Andersen-oplevelse med to museer og yderligere 11 lokaliteter, som ofte er usynlige i det moderne byrum.

Forventes klar til sommer 

Budgettet udgør knap 1,2 mio. kr., og projektet igangsættes efter nytår og forventes at stå klar til brug fra 1. juni næste år.

Projektet omfatter en trestrenget synliggørelse:

  1. Fysisk markering i form af H.C. Andersens fodspor, der vil binde de 13 lokaliteter sammen, en rute på ca. 2,4 km. Det planlægges, at ruten påbegyndes allerede på Odense Banegårds Center.
  2. Informationsmateriale på ni sprog.
  3. Lokaliteterne formidles yderligere gennem digitale apps, som supplement til eller erstatning for det trykte materiale. Udgangspunktet for app’en, der kan downloades til blandt andet mobiltelefoner og iPads, er data fra Historisk Atlas. 

For yderligere information kontakt:

Formand for Region Syddanmark, Carl Holst (V), tlf.: 40 32 52 10

APPFWU01V