Skip til primært indhold

Fremtidens akutberedskab på Ærø

I fremtiden skal det akutte beredskab på Ærø fokusere på behandling af medicinske patienter samt stabilisering og livreddende behandling af patienter, der skal overføres til større sygehuse. Det besluttede regionsrådet mandag og godkendte dermed OUH-ledelsens bud på et fremtidigt akutberedskab på Ærø.

Ærøs nye akutberedskab skal ses i lyset af, at regionsrådet i februar besluttede at flytte kirurgi og fødselsafdeling fra Ærø Sygehus til OUH Svendborg. I samme forbindelse blev det besluttet, at en plan for det fremtidige akutte beredskab på Ærø Sygehus skulle udarbejdes til behandling på regionsrådsmødet den 25. juni. 

- De ændringer, vi har foretaget omkring beredskabet og behandlingsmulighederne på Ærø Sygehus, handler først og fremmest om at sikre, at borgerne får behandling på et tilstrækkeligt højt fagligt niveau og om at samtænke det akutte og det præhospitale beredskab, så det giver mening, siger formanden for Akut og Ø-udvalget, Thyge Nielsen (V)

Fokus på at redde liv

Regionsrådets beslutning om det nye akutte beredskab på Ærø Sygehus betyder, at beredskabet i fremtiden vil bestå af:

  • En læge med vagt fra bolig (fremmøde hurtigst muligt og senest 30 minutter efter kald).
  • En anæstesisygeplejerske med vagt fra bolig, samt
  • En behandlingssygeplejerske eller en anæstesisygeplejerske med vagt fra bolig.

Derudover vil der altid være mindst to sygeplejersker eller social- og sundhedsassistenter på arbejde på sengeafdelingen, ligesom det vil være muligt at få taget røntgenbilleder mellem kl. 8.00 og 22.00.

Med det nye beredskab vil der altid være mindst fem personer på vagt, hvilket er en reduktion på to personer, nemlig en sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent, i forhold til det tidligere beredskab. Reduktionen sker i naturlig forlængelse af, at der ikke længere skal udføres akutte operationer på sygehuset.

Det nye akutte beredskab på Ærø betyder, at hvis en borger kommer til skade, og der bliver ringet efter hjælp på 1-1-2, så vil læge og sygeplejerske samtidig blive kaldt til sygehuset, så de er klar til at modtage patienten

Hvis uheldet er ude

Den nye plan for det akutte beredskab tager også højde for større ulykker eller svær sygdom. Hvis der er tale om to eller flere ”moderat til svært”-tilskadekomne, indkaldes der yderligere personale til sygehuset. Det samme gælder for ambulancetjenesten. 

- Vores plan for større ulykker er faktisk en skærpelse i forhold til tidligere, hvor der kun blev indkaldt ekstra personale, hvis der var tre eller flere svært tilskadekomne. Og så vil jeg gerne understrege, at det ikke har været nødvendigt at indkalde ikke-vagthavende personale til sygehuset i 2011 og de første tre måneder i 2012. I ambulancetjenesten har det kun været nødvendigt at indkalde ekstra personale tre gange i 2011 og to gange i de første tre måneder i 2012, siger Thyge Nielsen.

Hvis der er flere 1-1-2 hændelser på øen på samme tid, kan alarmcentralen indkalde ekstra mandskab til endnu en ambulance. Og hvis der er behov for det, kan akutlæge- eller redningshelikopter også tilkaldes. I den forbindelse er partierne bag det nye forsvarsforlig netop blevet enige om, at de kommende besparelser i forsvaret ikke kommer til at ramme redningshelikopteren i Skrydstrup. Så den vil også i fremtiden kunne indgå i det akutte beredskab på Ærø.

Derudover sikrer regionsrådets beslutning også, at der i situationer med rigtig mange tilskadekomne kan tilkaldes et udrykningshold fra OUH, der vil blive fløjet til øen i helikopter.

- Vi har heldigvis aldrig oplevet så stor en ulykke, at der var brug for forstærkning fra OUH. Men det er betryggende, at det er en mulighed, hvis uheldet skulle være ude, understreger Thyge Nielsen.

Ansatte tilbydes omplacering

Personalemæssigt berører ændringerne af det akutte beredskab fem til seks ansatte på sygehuset. De vil blive tilbudt omplacering til et andet job inden for OUH.

Ændringen i bemandingen forventes at give en samlet besparelse på 3,69 mio. kr. På forhånd er der dog også afsat penge til kompetenceudvikling af personalet på Ærø.

- Jeg vil gerne understrege, at formålet med disse ændringer ikke har været at spare penge. Formålet har været at sikre, at borgerne på Ærø også i fremtiden kan få en ordentlig behandling. Når det er sagt, så indebærer en forsvarlig økonomisk håndtering og tilrettelæggelse af de ydelser, vi kan tilbyde borgerne i regionen efter min bedste overbevisning, at økonomien bliver tilpasset, når opgaverne falder bort. Det gælder på Ærø såvel som alle andre steder i regionen, siger Thyge Nielsen.

Inden forslaget til det nye akutte beredskab blev forelagt regionsrådet, har det været sendt til høring hos de relevante aktører, der blandt andet inkluderer flere afdelinger på OUH Svendborg, Medicinsk-Kirurgisk Afdeling på Ærø Sygehus, Sygehusforeningen på Ærø og Organisationen af Sygehuslæger.

Yderligere informationer:

Thyge Nielsen (V), formand for regionsrådets Akut- og Ø-udvalg, mobil 20 31 36 24
Per Busk, direktør for sundhedsområdet i Region Syddanmark, mobil 21 72 66 87

APPFWU01V