Præhospital Syd blev indviet med masser af blå blink
Alle slags blå blink var samlet ved indvielsen af regionens nye præhospitale organisation Præhospital Syd onsdag 19. februar i Odense.
Omkring 200 gæster fra bl.a. politi, brand, beredskab og sygehusenes akutafdelinger deltog ved den officielle indvielse af Præhospital Syd, som er navnet på Region Syddanmarks nye præhospitale organisation.
Præhospital Syd samler AMK-vagtcentralen og regionens eget ambulanceselskab Ambulance Syd i én samlet enhed og med sin egen direktion.
Den nye organisering sker for at være bedst muligt rustet til den transformation, som sundhedsvæsenet står over for med flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere med mere end én sygdom. Derfor er der behov for at gøre det præhospitale område i Region Syddanmark mere robust.
Det kom regionsrådsformand Bo Libergren (V) også ind på i sin tale ved indvielsen:
- Fremtidens sundhedsvæsen fokuserer på alle led i sundhedsindsatsen, og ikke mindst hvordan de arbejder sammen og understøtter hinanden. Det betyder, at vi har en opgave med at styrke overgangene og sikre et endnu stærkere samarbejde på tværs. Og det er lige præcis den tilgang, der definerer DNA’et i den nye præhospitale organisering, som vi har givet navnet Præhospital Syd.
Mindre end et år fra beslutning til virkelighed
I april 2024 besluttede Regionsrådet, at der skulle etableres en præhospital enhed i Region Syddanmark.
Det kvitterede formand for Præhospitaludvalget Bente Gertz (S) for med disse ord:
- Nu står vi her. Mindre end et år efter, at beslutningen blev truffet om, at etablere Præhospital Syd, der skal understøtte, at vores mange borgere og patienter modtager den rette behandling, på rette sted og ikke mindst på rette tid.
Det er godt klaret, og jeg er personligt meget håbefuld omkring den præhospitale indsats, som vi fremadrettet kan tilbyde vores mange borgere og patienter med Præhospital Syd.
Kort om Præhospital Syd
Med den nye organisering vil det præhospitale område i Region Syddanmark have ca. 850 fastansatte ledere og medarbejdere, hvor hovedparten er reddere.
Præhospital Syd har ansvaret for:
- Sundhedsfaglig visitation og teknisk disponering af præhospitale enheder (AMK-vagtcentralen)
- Præhospital behandling og befordring (Ambulance Syd og Falck som ekstern leverandør i trekantområdet)
- Akut Medicinsk Koordination og beredskabsplanlægning
Præhospital Syd er der, når mennesker bliver akut syge eller kommer til skade. Udgangspunktet for den præhospitale indsats er at sikre den rette behandling, på rette tid og sted.