OUH også bag Danmarks bedste sundheds-it
For nylig kårede EU it-systemet CIS til Europas bedste. I går vandt vækstvirksomheden Daintel, som har udviklet systemet i samarbejde med OUH’s intensiv- og anæstesiafdeling, også førstepladsen i DR’s Væxtfaktor 2012.
Odense Universitetshospital har sammen med virksomheden Daintel udviklet et nyt it-system til intensiv- og anæstesiafdelinger på sygehusene. Lige nu regner det ned med priser over systemet, der er designet til at undgå forkert medicinering og behandling af de mest sårbare og kritiske patienter.
For nylig vandt CIS-systemet titlen som Europas bedste sundheds-it af EU, og onsdag aften lykkedes det så at komme helt til tops i Væxtfaktor-finalen, som DR og Ugebrevet Mandag Morgen står bag. Prisen gives til en virksomhed, som formår at skabe høj vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Daintel er på to år vokset fra fire til 24 medarbejdere, og systemet bruges i dag allerede på samtlige intensivafdelinger i Region Syddanmark og er ved at blive taget i brug på anæstesiafdelinger på Sygehus Lillebælt i Vejle og OUH. Ligesom det er solgt til andre regioner herhjemme. Samtidig er Daintel i fuld gang med at sælge CIS til sundhedsvæsenet i de skandinaviske lande og i Tyskland og Brasilien.
- I Region Syddanmark mener vi det alvorligt, når vi taler om offentlig-privat samarbejde. Og det er CIS et fantastisk godt eksempel på. Dels letter det arbejdsgangen på vores intensiv- og anæstesiafdelinger, dels redder det allerede i dag liv, men samtidig kan det også skabe markant vækst og arbejdsplader i en af vores danske virksomheder, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Et klik giver fuldt overblik
Netop på intensivafdelinger håndterer sundhedspersonalet de patienter, hvis tilstand er allermest kritisk. Behovet for at kunne yde optimal og umiddelbar behandling er derfor stort, og der er ikke tid til at slå op i medicinhåndbøger eller ringe til andre afdelinger for at høre om erfaringer med lignende sygdomsforløb. Det nye sundheds-it-system giver lægerne og sygeplejerskerne et præcist overblik over medicin, doser, bivirkninger og erfaringer fra lignende patientforløb på alle regionens afdelinger.
Daintel satser nu på at sætte hjemlige fart på eksportplanerne. Som vinder af konkurrencen får virksomheden nemlig en præmie på en samlet værdi af 500.000 kr. Pengene kan bruges på blandt andet konsulenthjælp og investeringsrejse og hjælpe virksomheden til at accelerere væksten på det globale marked.
- For at illustrere det tætte samarbejde sidder der eksempelvis klinisk personale fra alle intensivafdelingerne i Region Syddanmark i Daintels medical advisory board, mens Daintels udvikler Patrick Hulsen praktisk talt har boet på intensivafdeling V på OUH i perioder, siger kommerciel direktør i Daintel, Troels Bierman Mortensen.
CIS et godt billede på et succesfuldt offentligt-privat samarbejde indenfor velfærdsteknologi, som Region Syddanmark støtter igennem Welfare Tech – regionens satsning på at blive verdens førende region inden for velfærdsteknologi.