Skip til primært indhold

Hurtig hjælp til fyrede Vestas-medarbejdere

Region Syddanmark har indgået en aftale med Offshore Center Danmark i Esbjerg om at hjælpe de medarbejdere, som bliver fyret fra Vestas’ fabrik i Varde, til nyt arbejde. Allerede nu er der interesse fra esbjergensiske offshore-virksomheder.

Det var et hårdt slag for Varde Kommune og ikke mindst de ca. 350 medarbejdere på Vestas’ tårnfabrik i Varde, da virksomheden for nylig meldte ud, at fabrikken lukker, og medarbejderne – hovedsagligt smede og svejsere – mister deres job.

Heldigvis ser hjælpen ikke ud til at være langt væk. Knap 20 kilometer fra Varde, på havnen i Esbjerg, mangler flere virksomheder i offshore-sektoren nemlig kvalificerede medarbejdere til job, som mange af Vestas-medarbejderne med lidt efteruddannelse kan udfylde. Det har fået Region Syddanmark til at bede Offshore Center Danmark om at indlede en fælles ”matchmaking-indsats”, der skal få medarbejdere og virksomheder til at finde hinanden.

- Regionen har før hjulpet ledige efter store fyringsrunder på fx Lindø og LM Glasfiber, og vi kan derfor trække på tidligere erfaring med målrettet handling over for de berørte. Samtidig kan vi hjælpe vores regionale offshore-sektor, som for tiden oplever en stor efterspørgsel fra lande, der udbygger deres energiproduktion med havmølleparker. Vi vil gerne sikre virksomhederne kompetent arbejdskraft fremover, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) fra Region Syddanmark.

Gode muligheder for omskoling

Den syddanske offshore sektor er især stærk inden for planlægning, projektering, anlæg, service og vedligehold af offshore-vindmølleparker. Disse kompetencer passer heldigvis godt til de fyrede smede og svejsere, der bør have gode muligheder for omplacering og omskoling i nærområdet.

Direktør i Offshore Center Danmark, Peter Blach, glæder sig over at påtage sig opgaven med at matche medarbejdere og virksomheder i samarbejde med Region Syddanmark.

- Vi har et stærkt netværk og gode erfaringer med at afholde effektive matchmaking-arrangementer, så det vil vi nu gøre igen. Vi har stor interesse i, at virksomhederne finder den rette arbejdskraft, og derfor vil vi også igangsætte en større analyse af, hvilke kompetencer offshore-sektoren mangler, siger Peter Blach.

Virksomheder står klar

En af de Esbjerg-virksomheder, som lige nu mangler arbejdskraft og umiddelbart vil være klar til at modtage Vestas-medarbejdere, er Semco Maritime.

- Vi har en række stillinger ledige på projektleder-, ingeniør- og teknikerområdet , og vi deltager gerne i et arrangement, hvor vi hurtigt kan møde og forhåbentlig lave ansættelsesaftaler med nye dygtige medarbejdere, siger Steen Brødbæk, administrerende direktør i Semco Maritime. 

Offshore Center Danmark forventer at kunne invitere til det første arrangement ,så snart offshore-virksomhederne og medarbejderne fra Vestas er klar til at mødes.

Fakta

Offshore Center Danmark er det officielle nationale kompetence- og innovationscenter for offshore-sektoren i Danmark. Centret organiserer over 220 virksomheder og institutioner og har til huse i Esbjerg.

Syddansk Vækstforum understøtter offshore-sektoren som et strategisk højt prioriteret forretningsområde. Offshore-sektoren er et vigtigt erhverv for Region Syddanmark, der har over 70 pct. af den samlede beskæftigelse inden for sektoren i Danmark.

Syddansk Vækstforums talentsatsning understøtter arbejdet med at fastholde arbejdskraft og knowhow i området og efteruddanne de fyrede.

Offshore Center Danmarks projekt ”Energi på Havet”, som Syddansk Vækstforum også har støttet, skal bidrage til at skabe nye virksomheder og jobs og styrke uddannelserne inden for offshore branchen, hvor der er mangel på arbejdskraft.

APPFWU02V