Skip til primært indhold

Ny årsberetning fra Abortsamrådet

I lighed med de to foregående år udgiver ”Samrådet for svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation” i Region Syddanmark en beretning for årets arbejde. Årsberetning 2009 er nu tilgængelig.

Når en kvinde ønsker abort efter 12. graviditetsuge, skal et såkaldt samråd tage stilling til, om ansøgningen kan imødekommes eller munde ud i et afslag.

Normalt kan man ikke få abort efter 12. uge, men i særlige tilfælde kan der dispenseres fra denne regel. Det kan for eksempel være, hvor man skønner, at kvinden ikke magter barnet på grund af sociale, helbredsmæssige eller psykiske årsager. Eller, hvilket er i størstedelen af tilfældene, hvis der er tegn på svære misdannelser eller genfejl hos fosteret.

Det er altid kvinden selv, der tager initiativ til en sag om abort efter 12. graviditetsuge.

205 ansøgninger på et år

I 2009 behandlede "Samrådet for svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation i Region Syddanmark" 180 henvendelser. Ansøgningerne fordelte sig således:

  • 177 ansøgninger om tilladelse til abort efter udløbet af 12. graviditetsuge.
  • 9 ansøgninger om tilladelse til abort fra unge under 18 år.
  • 5 ansøgninger om tilladelse til fosterreduktion.
  • 14 ansøgninger om tilladelse til sterilisation.

Hvem får afslag og hvem får lov?

I langt de fleste tilfælde gives der tilsagn om abort, hvis der er tegn på misdannelser. Kun tre ud af 88 ansøgninger fik afslag i 2009. Antallet af afslag i denne kategori matcher de to foregående år.

Drejer ansøgningen sig om abort på grund af sociale forhold, ser det lidt anderledes ud. Gennemsnitlig over de seneste tre år er der givet otte afslag hvert år. I 2009 blev der givet afslag til 10 af 77, der søgte om tilladelse til abort på grund af sociale forhold. Et eksempel på afslag er en kvinde på 27 år, gravid i 17. uge med barn nr. 2. Barnets far er misbruger, og ansøger vurderer ikke, at forholdet er holdbart. Ansøgeren har god økonomi, gode boligforhold samt et godt netværk. Samrådet begrunder afslaget med, at ansøgerens forhold ikke anses at være så dårlige, at de kan begrunde en tilladelse så sent i graviditeten.

I de 14 ansøgninger om sterilisation blev der givet ni tilladelser og to afslag. Når der gives afslag i disse sager, skyldes det oftest, at muligheder for anvendelse af prævention ikke skønnedes at være udtømt. To sager blev afvist, da de ikke lå indenfor samrådets virkefelt.

Ankenævnet

Ansøgeren har mulighed for at anket afslaget til Det nationale Ankenævn for svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. Fem ansøgere fra Region Syddanmark ankede i 2009, det afslag de havde fået. Ankenævnet stadfæstede samtlige afgørelser.

Samrådets sammensætning

Opgaverne omkring abort, fosterreduktion og sterilisation er samlet i Sundhedsstabens interne ledelsessekretariat i regionshuset i Vejle.

Samrådet består af tre medlemmer; en speciallæge i gynækologi, en speciallæge i psykiatri eller læge med særlig socialfaglig baggrund samt en regionsmedarbejder med juridisk baggrund.

I visse tilfælde, hvor der kræves speciallægeerklæringer, hentes der psykiatrisk bistand udefra. Det skete 21 gange i 2009, hvilket svarer til niveauet de foregående to år.

Hurtig sagsbehandling

En ny sag i samrådet starter oftest på baggrund af en telefonisk henvendelse fra sygehuset. En sag, hvor der er tale om abort på medicinsk indikation – altså tegn på misdannelser – afgøres som oftest i løbet af et par dage.

I sager, der bygger på sociale forhold, sker afgørelsen typisk indenfor en uge. I de tilfælde etableres der først et møde mellem ansøger og sagsbehandler, oftest i kvindens eget hjem.

Samrådet for svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation har netop udgivet årsberetning 2009.

APPFWU02V