Skip til primært indhold

Infrastruktur skal sikre vækst til syddanskerne

På en konference om infrastruktur mandag 6. december i Odense, blev de syddanske kommuner og Region Syddanmark enige om en række tiltag. Her i blandt et fokus på bedre syddanske forbindelser til den globale verden.

Infrastruktur skaber vækst. Sådan lyder meldingen fra Dansk Industri, der har undersøgt sammenhængen mellem trafik og BNP i Danmark. Desværre viser undersøgelserne også, at Danmark sakker bagud i forhold til en række andre lande i den globale verden.

-Europa er en samlet klat globalt set. Det betyder, at Danmark skal være ordentligt forbundet til det øvrige Europa, ellers går vi glip af væksten, understreger regionrådsformand Carl Holst (V).

Han mener, at Region Syddanmark er smørhullet mellem Århus og København. Og at regionens særlige bånd til Tyskland er fordelagtigt i kampen om vækst. Derfor er det også vigtigt at satse på en ordentlig udbygning af infrastrukturen i syd.

Konkrete løsninger lagt frem

Carl Holst bakkes op af Odenses borgmester, Anker Boye (S).

-Vækst skabes af mobilitet. Og det er vigtigt at styrke vores region i forhold til den globale verden. En velfungerende infrastruktur i Syddanmark vil både binde Danmark bedre sammen og skabe forbindelse til Europa, siger han.

Der var godt gang i salen under paneldebatten. Foto: Jørgen Diswal.

Der var godt gang i salen under paneldebatten. Foto: Jørgen Diswal.

Konkret er der bl.a. tale om en udbygning af de eksisterende fynske motorveje og etableringen af en ny midtjysk motorvej mod Hamborg. Vejnettet skal sammen med flere, hurtige og direkte tog fra Fyn og Jylland til Hamborg – samt hyppige flyafgange fra de syddanske lufthavne til metropoler som Paris, London og Frankfurt – sikre, at Syddanmark får den nødvendige forbindelse til omverden.

Fælles front i Syddanmark

Vækst i Syddanmark er vigtig og der er bred enighed om, at man ikke vil acceptere, at en ny Kattegat-forbindelse og et fokus på Femern Bælt, hindrer regionens vækstmuligheder.

-Syddanmark står for en stor del af af dansk eksport, så det er kun rimeligt, at vi får en ordentlig forbindelse til det øvrige Europa og den globale verden, siger formand Egon Fræhr fra Kommunekontaktrådet (KKR) Syddanmark.

Som repræsentant for de 22 syddanske kommuner er han glad for, at alle aktørerne på infrastruktur-området nu står sammen om en række krav til forbedring af infrastrukturen i Syddanmark.

Fakta:

På konferencen blev man enige om at satse på følgende konkrete tiltag:

  • Den midtjyske motorvej skal planlægges og besluttes. De første etaper til aflastning af Trekantområdet og med tilslutning til Billund Lufthavn.
  • Timemodellen for togdriften gennemføres snarest. Én time fra København til Odense, én time fra Odense til Århus. Skal også omfatte Esbjerg, Herning og Flensborg. Trekantområdet integreres.
  • Udvidelse af motorveje over Vestfyn, syd om Odense og Fredericia-Kolding.
  • Tilstrækkelig kapacitet over Lillebælt
  • Allerede besluttede anlæg i Syddanmark gennemføres – f.eks. udvidelse af de fynske motorveje og et andet banespor mellem Tinglev og Padborg.

Om konferencen:

  • På konferencen ”Fremtidens infrastruktur i Syddanmark” var 150 deltagere mødt op. Heriblandt repræsentanter fra erhvervslivet, transportens aktører, transportministeren samt en række lokal- og regionalpolitikere.
  • Konferencen fandt sted i Odense – på byens rådhus.
APPFWU02V