Skip til primært indhold

Studenterbroen giver smagsprøver på syddanske uddannelser

2100 unge syddanskere, der læser på de gymnasiale uddannelser, går en tur på Studenterbroen de tre første dage i uge 43. Det er fjerde år i træk at brobygningsarrangementet folder sig ud i hele Region Syddanmark.

Region Syddanmark har støttet udviklingen af Studenterbroens tværgående koncept, og fra i år overtager de videregående udannelser opgaven med Studievalg Sydjylland som sekretariat.

Det er Ungdomsuddannelsernes afgangselever i hele regionen der har fået tilbud om at prøve en uddannelse i tre dage for at finde ud af, om det er den rette for dem. 2100 har taget imod tilbuddet. Deltagerne fordeler sig på cirka 135 forskellige forløb i hele regionen: Fra Syddansk Universitet i Esbjerg til IBA i Kolding - og fra UC Syds sygeplejerskeuddannelse i Sønderborg til SIMACs uddannelse til skibsfører i Svendborg.

Uddannelserne spreder sig således meget både i længde og indhold, men rent geografisk er der også tale om uddannelser i hele regionen.

Igen i år har der været rift om pladserne på mange af de udbudte forløb og mange uddannelser har fuldt hus de 3 dage Studenterbroen strækker sig over. De uddannelser der hurtigst havde mange tilmeldte var Finansøkonom og Markedsføringsøkonom på regionens tre Erhvervsakademier.

Andre populære studier er Jura, Journalistisk og Medicin, alle tre på Syddansk Universitet i Odense og også mellemlange uddannelser som jordemoder, pædagog og socialrådgiver har stor interesse blandt de unge.

- For de videregående uddannelser er det et rigtig godt tiltag, for det giver os et fremragende udstillingsvindue for de uddannelser, som vi tilbyder de unge. Vi har en stor interesse i at de unge vælger uddannelse på et oplyst grundlag, og det at lukke dørene op i tre dage, hvor de unge fra gymnasiale uddannelser kan deltage i undervisningen på uddannelserne og fornemme studiemiljøet, er rigtig godt, siger leder af uddannelseskontoret ved Professionshøjskolen
University College Vest Marianne Keldorff.

- Finder de unge ud af, at den uddannelse, de har prøvet af på Studenterbroen, slet ikke var noget alligevel, er vores mål også nået, supplerer Peter Præstgaard, centerleder ved Studievalg Fyn.

Kirsten Hahn Larsen, der er centerleder ved Studievalg Sydjylland supplerer:

- De unge kan læse sig til meget på nettet og i brochurer, men fornemmelsen i maven om studiet er lige i øjet eller ikke, den kan man ikke læse sig til, og her kan Studenterbroen bringe de unge et godt stykke videre i jagten på den rette uddannelse.

Fakta:

Det er fjerde år, brobygningsprojektet kører og der er i år 2100 deltagere, hvilket er ca. 300 flere deltagere end sidste år.

Det er muligt at deltage i cirka 135 forskellige brobygningsforløb. Stort set alle videregående uddannelser i regionen deltager i projektet.

Yderligere oplysninger:

Centerleder Kirsten Hahn Larsen, Studievalg Sydjylland, Kolding, Tlf: 30714691. Centerleder Peter Præstgaard, Studievalg Fyn, Tlf: 60111061.
Leder af uddannelseskontoret Marianne Keldorff, University College Vest, Tlf: 72157551.
Studiechef Per Andersen, Syddansk Universitet, Tlf: 65502095.
Rektor Henrik Larsen, Erhvervsakademi SydVest, Tlf. 76133225.
Prorektor Jens Jørgen Thorslund, University College Lillebælt, Tlf: 63183606.
Direktør Niels Egelund, Erhversakademi Kolding, Tlf: 72241803.
Afdelingsforstander Ove Møhring, Tietgen Business College, Tlf: 65452105.
Informationsmedarbejder Tove Morell, Aalborg Universitet Esbjerg, Tlf: 99407719.

APPFWU02V