Spilledage for børn med handicap
Center for Rehabilitering og Specialrådgivning (CRS) på Fyn gentager succesen fra sidste efterår og holder i april måned to spilledage for børn med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Spilledagene giver mulighed for leg og aktivitet. Der bliver opstillet ca. 10 spille-stationer med pc-spil, Playstation og Nintendo Wii.
Spilledagene henvender sig til børn med forskellige fysiske og psykiske handicap.
Der vil være spil til forskellige aldersgrupper og en del forskelligt aktiveringsudstyr, som passer til gruppen af borgere med forskellige problemer - problemer, der ofte betyder at de ikke har mulighed for at betjene spil på sædvanlig vis.
Ofte kan det være svært at få hjælp til spil i offentligt regi, fordi der ikke bliver bevilget ret mange hjælpemidler til fritidsaktiviteter.
Hjælp til at betjene spil og computer
Grupper af børn med forskellige handicap har ofte ikke mulighed for at deltage i ret mange aktiviteter og kan måske heller ikke udføre aktiviteter selvstændigt. Det kan ofte lade sig gøre med spil på computeren eller spillekonsoller, hvis man kan tilpasse betjeningen eller spillet til deres specifikke behov. Det giver børnene mulighed for at spille sammen med søskende, forældre eller venner på lige vilkår og indgå i et socialt fællesskab.
- Vi har også i år stablet et arrangement på benene for at hjælpe en gruppe af børn, der i forvejen ikke har særlig mange tilbud til leg og aktivitet. Arrangementet giver mulighed for socialt samvær både på dagen og efterfølgende med deres familier, siger ergoterapeut Sissel Madsen, CRS i Odense.
Hun fortæller at CRS til dagligt arbejder med særlig betjening af computere og under arrangementet vil medarbejdere stå til rådighed med hjælp og vejledning.
Arrangementet finder sted torsdag den 2. april kl. 12-18 og fredag den 3. april kl. 10-16. Adressen er: CRS Mobilitet, Heden 7, 5000 Odense C.
Det er gratis at deltage.
Hvad er CRS?
CRS står for Center for Rehabilitering og Specialrådgivning. Institutionen er drevet af Region Syddanmark og den rådgiver og vejleder de fynske kommuner. I Mobilitetsafdelingen foretager man afprøvning af hjælpemidler sammen med borgerne og de kommunale terapeuter oftest ud fra lovgivningen om Social Service.
Gruppen af medarbejdere er ergoterapeuter, fysioterapeuter, talepædagog, lærer, og pædagoger.
CRS Mobilitet har modtaget støtte fra Ludvig og Sara Elsass Fond, Fionia Fond, Spastikkerforeningen samt A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond.
Det har givet mulighed for at indkøbe spil, spilkonsoller og betjeningsudstyr til formålet.