Skip til primært indhold

Forurening fra Grindsteds gamle losseplads udgør ikke en risiko for Grindsted Å og Engsøen

Forureningen fra den gamle losseplads i Grindsted er blevet undersøgt og vurderet ud fra Miljøstyrelsens kriterier samt forslag til kriterier, som den uafhængige rådgivningsvirksomhed DHI har udarbejdet for Region Syddanmark. Forureningsfanen udgør ikke en risiko for borgernes sundhed eller for Grindsted Å og Engsøen, og dermed bliver den ikke en ny generationsforurening.

Den gamle losseplads i Grindsted er – ligesom de fleste lossepladser rundt om i landet – en kilde til forurening. Lossepladsen har dog en særlig karakter, da den har modtaget store mængder kemikalieaffald fra det tidligere Grindstedværket. Forureningen fra lossepladsen i Grindsted udgør imidlertid ikke en risiko for menneskers sundhed eller for vandkvaliteten i Grindsted Å og Engsøen.

Det er konklusionen på den risikovurdering, Region Syddanmark har foretaget oven på resultaterne af en omfattende undersøgelse af den forurening, der strømmer fra lossepladsen mod Grindsted Å og Engsøen.

Vurderingen omfatter både risiko for kontakt med forurening, afdampning til indeluft i boliger samt overfladevandet i Grindsted Å og Engsøen. Miljøstyrelsens kriterier er anvendt for de forurenende stoffer, der findes kriterier for, som fx vinylklorid.

Behov for en række nye kvalitetskriterier

For en række andre stoffer fra Grindstedværket har Miljøstyrelsen ikke fastsat kriterier. Det gælder blandt andet en række farmaceutiske stoffer, og derfor har regionen haft den uafhængige rådgivningsvirksomhed DHI til at udarbejde forslag til miljøkriterier for Region Syddanmark efter gældende forskrifter.

Miljøstyrelsen har efterfølgende oplyst, at styrelsen ikke har bemærkninger til, at Region Syddanmark anvender rapportens forslag til kvalitetskriterier ved en vurdering af, om forureningerne fra det tidligere Grindstedværket udgør en risiko for overfladevandområder.

Poul Erik Jensen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, siger:

- Med de nye kriterier i hånden kan vi føle os sikre på, at den forurening fra lossepladsen, der når frem til åen, ikke truer vandkvaliteten i Grindsted Å og Engsøen. Jeg synes, det er positivt, at borgerne i Grindsted ikke skal have den bekymring længere. Jeg forstår til fulde, hvis der er borgere, der er skuffede over, at det får den konsekvens, at forureningen fra den gamle losseplads ikke vil blive renset op. Regionen renser kun op, hvis en forurening udgør en risiko.

Udsivningen af forurening – også kaldet forureningsfanen – fra lossepladsfanen har været i søgelyset, fordi det tidligere Grindstedværket frem til 1970’erne deponerede både flydende og fast affald på lossepladsen. Efterfølgende er forurening fra affaldet sivet ned i grundvandet, hvorfra det bliver transporteret i retning mod Engsøen og Grindsted Å. Derfor har Region Syddanmark gennemført flere undersøgelser for at afklare, om forureningsfanen udgør en risiko for Engsøen og Grindsted Å. Med den seneste undersøgelse af fanen står det nu klart, at indholdet af farmaceutiske stoffer ikke udgør en risiko for vandkvaliteten i Grindsted Å og Engsøen.

Se Region Syddanmarks samlede risikovurdering fra oktober 2023 på baggrund af Miljøstyrelsens kriterier og det forslag til miljøkriterier, som den uafhængige rådgivningsvirksomhed DHI har udarbejdet for de stoffer, Miljøstyrelsen ikke har fastsat kriterier for

Billund Kommune fastholder forbud mod havevandsboringer

Borgerne i Grindsted er ikke i risiko for at kunne komme i kontakt med det forurenede grundvand, så længe der ikke indvindes grundvand inden for forureningsfanen. Da den nye viden fra regionen ikke kan anvendes på vurderingen af havevand, fastholder Billund Kommune forbuddet mod brug af havevandsboringer i området fra lossepladsfanen og frem til Grindsted Å/Engsøen, som blev indført i 2022.

Indeluft i boliger er også blevet undersøgt

Undersøgelsesresultaterne kan også bruges til at belyse, om forureningsfanen udgør en risiko for indeluft i boliger. Her viser resultaterne, at forureningsfanen ikke indeholder bekymrende mængder flygtige stoffer, herunder klorerede opløsningsmidler, og at der dermed ikke er nogen risiko for indeluften i boliger over fanen.

Ikke en generationsforurening

Hvis regionen skal rense en forurening, skal den udgøre en risiko for menneskers sundhed, værdifuldt grundvand eller overfladevand – og det gør forureningen fra lossepladsfanen i Grindsted ikke. Derfor har regionen ikke indsats over for forureningen. Lossepladsfanen bliver dermed ikke en ny generationsforurening, som er betegnelsen for jordforureningssager, der vurderes at koste mere end 50 mio. kr. at undersøge og oprense.

Region Syddanmark vil fortsat holde øje med forureningsfanen, så der kan gribes ind, hvis risikobilledet mod forventning skulle ændre sig.

Kriterier påvirker oprensning ved åen

Den nye undersøgelse betyder desværre ikke, at Grindsted Å er fri for forurening. Fra forureningsfanen fra det tidligere Grindstedværkets fabriksgrund siver der hvert år 200 kilo vinylklorid ud i åen, og det medfører, at Miljøstyrelsens kriterie for stoffet overskrides i åen. Desuden siver der en række farmaceutiske stoffer ud i åen, og der er i perioder overskridelser af de nye forslag til miljøkriterier for enkelte af disse stoffer.

Region Syddanmark har derfor bedt rådgivningsvirksomheden Rambøll om at komme med forslag til oprensningsløsninger ved åen, som kan mindske udsivningen af både vinylklorid og de farmaceutiske stoffer fra forureningsfanen fra fabriksgrunden. Forslagene fra Rambøll forventes leveret til årsskiftet.

Fakta om kriterierne

Det er Miljøstyrelsen, der fastsætter kriterier for, hvornår et stof udgør en risiko fx i forhold til miljø eller sundhed. For en række af de stoffer, som stammer fra det tidligere Grindstedværket, har der imidlertid ikke været fastsat kriterier. Region Syddanmark har derfor fået udarbejdet en rapport med forslag til kriterier, som kan bruges til at vurdere risikoen for overfladevand fra forureningerne efter det tidligere Grindstedværket. 

Rapporten er udarbejdet for regionen af DHI, som er en rådgivende virksomhed med speciale i blandt andet at udarbejde forslag til kriterier, og virksomheden har tidligere udført tilsvarende opgaver for Miljøstyrelsen. Til vurdering af stofferne fra Grindstedværket har DHI anvendt metoder anerkendt af Miljøstyrelsen.

Se DHI-rapport fra august 2023: Forslag til sundheds- og miljøkriterier for stoffer med relation til forurening fra Grindstedværket  

For yderligere oplysninger om forureningerne efter det tidligere Grindstedværket se: www.Grindstedforurening.dk

APPFWU02V