Skip til primært indhold

Region garanterer tilbud til unge med høretab

Nyborgskolen lukker i 2013 efter flere år med faldende elevtal, men eleverne på skolen bliver ikke tabt på gulvet. Det garanterer den politiske ledelse i Region Syddanmark.

Region Syddanmark lukker Nyborgskolen, der et tilbud for unge med høretab. Baggrunden for lukningen er faldende elevtal, men selvom skolen nu lukker ned ved skoleårets udløb, så vil der fortsat være et regionalt tilbud – blot i en anden form.

- Vi har naturligvis ikke tænkt os at lade nogen elever i stikken. Vi har pligt til at give disse unge et tilbud, og derfor arbejder vi nu på højtryk på at finde en god løsning, så vi også efter skoleårets afslutning kan tilbyde eleverne undervisning i Region Syddanmark, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Baggrunden for den faldende efterspørgsel på Nyborgskolen er primært de såkaldte Cochlear Implants, som flere benytter sig af. Det er et lille avanceret høreapparat, der kan give de unge en mulighed for at høre lyde og dermed deltage i normal undervisning.

Sammenlægning var ikke nok

Region Syddanmark forsøgte ellers i sommeren 2012 at imødegå de faldende elevtal ved at flytter elever og dele af personalet fra Nyborgskolens daværende adresse i Nyborg til Fredericia, hvor Region Syddanmark driver Center for Høretab.

Selvom de to skoler delte bygninger, forstander og et fællessekretariat, så har det altså vist sig ikke at være nok.

Uberegnelige elevtal

Region Syddanmark har haft problemer med at tilpasse udgifterne til de faldende elevtal på Nyborgskolen, da det har været meget svært at få tal på, hvor mange elever skolen kunne forvente, at kommunerne ville henvise.

Det har betydet, at Nyborgskolen har haft udfordringer i forhold til at tilpasse antallet af medarbejdere. Konsekvenserne af den usikkerhed betyder blandt andet, at flere ansatte skal have løn efter skolens lukning ved skoleårets slutning i 2013.

Regionen har beregnet, at et forventet akkumuleret underskud ved en lukningen af skolen i juli 2013 i værste fald vil være på ca. 29 mio. kr. alene for lønudgifterne. Det er dog et underskud som regionen og kommunerne arbejder hårdt på at reducere.

- Vi er ved at afklare, hvordan vi får afviklet Nyborgskolen på den mest hensigtsmæssige måde for både medarbejdere og kommuner. Vi vil gerne sætte et værdigt punktum for et tilbud, der har betydet meget for mange mennesker, siger socialudvalgsformand Bente Gertz (S).

Region Syddanmark har igennem hele processen været i tæt dialog med kommunerne og påbegynder nu arbejdet med at finde en løsning for Nyborgskolens elever.

Yderligere oplysninger:

Regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark, mobil 4032 5210
Udvalgsformand Bente Gertz (S), Socialudvalget, Region Syddanmark, mobil 2172 7102
Socialdirektør Jacob Stengaard Madsen, Region Syddanmark, mobil 2920 1020

APPFWU02V