Skip til primært indhold

Indvielse af førstehjælperordning på Sydals

Særlige førstehjælpere står på spring, når borgerne på Sydals fremover kommer til skade. En ny ordning, der alarmerer førstehjælperne, skal sikre et bedre beredskab i yderområderne.

Beboerne på Sydals behøver ikke at kigge ret langt efter hjælp, når de kommer til skade. 1. juni 2012 indviede Region Syddanmarks formand for Akut- og ø-udvalget, Thyge Nielsen (V), en ny førstehjælperordning.

Fremover vil særligt uddannede førstehjælpere bliver alarmeret og rykke ud, når en borger falder om i nærheden af dem. Førstehjælperne består af Kegnæs’ frivillige brandværn. De har fået uddannelse i førstehjælp som alle brandmænd, men derudover har de været på et såkaldt nødbehandlerkursus, hvor de blandt andet har lært at håndtere nakke- og rygskader.

1,4 millioner fra pulje til yderområder

Løsningen på Kegnæs er foranlediget af Region Syddanmark i samarbejde med Sønderborg Kommune. Etableringen er blevet mulig, efter at regionen søgte om knap 1,4 millioner kroner til førstehjælperordninger i regionen. Pengene stammer fra en pulje, som det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium oprettede i 2010.

- Hvor end vi gerne ville, kan vi desværre ikke placere ambulancer i hver en by – det har vi simpelthen ikke råd til. Derfor bliver vi nødt til at tænke ud af boksen, og jeg synes faktisk, vi har fundet en god løsning her på Kegnæs. Førstehjælperne har mulighed for at være på stedet meget hurtigt – og tiden er alfa og omega, når man skal redde liv, siger formand Thyge Nielsen.

På nuværende tidspunkt er 13 brandmænd blevet uddannet til førstehjælpere.

Udstyret er i orden, når alarmen går

De to første førstehjælpere, der dukker op på brandstationen, når alarmen går, får adgang til en bil med et såkaldt spineboard og et scoopboard, der kan stabilisere og transportere patienter med rygskader eller nakkeskader. Derudover indeholder bilen også halskraver, hjertestarter, blodtryksmåler, blodsukkermåling, udstyr til brandsår, ilt mm., samt SINE kommunikationsudstyr, der er det samme, som man bruger i ambulancerne.

Førstehjælperne har også adgang til sikkerhedsudstyr – blandt andet sikkerhedssko, jakker, vest, bukser og hjelm.

Glæde i kommunen

Borgmester i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard (Fælleslisten), er meget tilfreds med tiltaget, og hun glæder sig over, at Region Syddanmark har taget initiativ til ordningen.

- Jeg er glad for, at Region Syddanmark tager det præhospitale beredskab alvorligt i yderområderne, og jeg synes, vi har fået en rigtig fin ordning, hvor vores frivillige brandværn endnu engang tager ansvar for samfundet og bidrager til et bedre akutberedskab.

Foruden førstehjælperordningen på Sydals har Region Syddanmark oprettet en lignende ordning på Langeland.

Yderligere informationer:

Formand for Akut- og ø-udvalget Thyge Nielsen (V), Region Syddanmark, telefon 2031 3624
Borgmester Aase Nyegaard (Fælleslisten), Sønderborg Kommune, telefon 2790 0218
Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, telefon 2946 7125
Brandkaptajn Jørn Kryhlmand, Station Kegnæs, telefon 6172 6064

APPFWU02V