Skip til primært indhold

Usaglige påstande i artikel i Fyens Stiftstidende

Fyens Stiftstidende bragte søndag den 5. december en artikel om kvinder, der henvises til mammografi-undersøgelser hos en privat røntgenklinik i Middelfart.

Artiklen mistænkeliggør Region Syddanmarks henvisninger og fremsætter påstande om, at regionen giver kvinder med mistanke om brystkræft dårlig rådgivning. Bl.a. skulle regionen i enkelte tilfælde direkte fraråde kvinderne en hurtig privat undersøgelse af deres bryst.

Påstandene komme fra Niels Thagaard, der er direktør for røntgenklinikken Thava i Middelfart. En privat klinik, som Region Syddanmark bruger, når regionens egne sygehuse ikke kan undersøge kvinderne indenfor de fastlagte tidsfrister.

- Det er helt urimelige påstande, siger Walter Schwartz, der er ledende overlæge og mammaradiolog på Odense Universitetshospital.

De kvinder, der bliver henvist til undersøgelse på Thava, er fortrinsvis kvinder, der efter undersøgelse hos enten egen læge eller på sygehus har fået at vide, at der ikke er grund til at tro, at de har kræft. Der er altså ingen klinisk begrundelse for at undersøge dem yderligere. Men da kvinderne imidlertid stadig er så bekymrede og angste, at de gerne vil have gennemført en mammografi, bliver de tilbudt udredning på Thava.

Baggrunden er, at det ikke er sundt at være bekymret. Derfor tilbyder Region Syddanmark disse kvinder at blive undersøgt, så deres bekymring kan afklares.

- Men det er klart, at vi vælger at undersøge de kvinder, der har en reel mistanke om kræft først. Alt andet ville være uforsvarligt. Til gengæld tilbyder vi bekymrede kvinder mammografi inden for en måned. Og kan vi ikke selv gennemgøre undersøgelsen, tilbydes patienten undersøgelse på et andet sygehus – eller på en privat klinik. Efter en måned går vi ventelisten igennem og retter henvendelse til de kvinder, der ikke har reageret, for at sikre, at de stadig er klar over muligheden for undersøgelse på Thava. På den måde foregår der en helt systematisk information om muligheden for at blive henvist til fx privatklinik, siger Walter Schwartz.

Region Syddanmark tager derfor afstand fra de påstande, som Thava fremkommer med i artiklen i Fyens Stiftstidende. Thava påstår, at op mod hver fjerde kvinde, som Thava undersøger, udtrykker frustration og fortæller om dårlig vejledning fra regionens sygehuse. Nogle skulle ligefrem være blevet frarådet at lade sig undersøge på Thava.

- Det er klart, at hvis man forventer at blive undersøgt med få dages varsel, så bliver man skuffet. Men vi taler altså om en gruppe kvinder, hvor lægerne ikke finder nogen klinisk indikation for, at de skal undersøges yderligere. Det er udelukkende kvindens egen bekymring, der gør, at vi tilbyder undersøgelse. Her må man forvente nogen ventetid, da det altså stadig er vores opgave at behandle de mest syge først. Hvis disse kvinder fx spørger, om det haster at blive undersøgt, vil det være uvederhæftigt at svare ja, understreger Walter Schwartz.

Undersøgelser viser, at gruppen af kvinder der henvises til mammografi udelukkende p.g.a. egen bekymring har samme hyppighed af brystkræft som normalbefolkningen.

I forhold til en mindre gruppe kvinder, der henvises til Thava, har lægerne en egentlig mistanke om, at de skulle have brystkræft. Disse kvinder kommer fra Fyn, da regionens undersøgelseskapacitet her er mindre end i den jyske del. For disse kvinders vedkommende er sygehusene meget opsøgende for at overbevise kvinderne om, at de skal tage imod tilbuddet om at blive undersøgt på Thava, da de har en reel risiko for at have kræft.

APPFWU01V