Skip til primært indhold

Syddanske gymnasieelever skal lære at skabe med ny teknologi

På årets sidste regionsrådsmøde modtog fem uddannelsesprojekter i alt 12 mio. kr. i støtte fra Uddannelsespuljen. Blandt andet skal gymnasieelever og -lærere i Trekantområdet og på Fyn nu lære om Computational Thinking og lære at skabe med ny teknologi.

Computere og digitalisering bliver en stadig større del af både vores hverdag og job, og derfor er der behov for, at de unge er i stand til at bruge og skabe ny teknologi og digitale løsninger.

Det skal elever og lærere på seks gymnasier i Trekantområdet og på Fyn nu lære. Initiativet ”Passion for at skabe med teknologi” har nemlig modtaget støtte fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje på 3,3 mio. kr. De seks gymnasier, der deltager i initiativet, er Rosborg, Middelfart, Rødkilde, Munkensdam, Nordfyns og Tornbjerg Gymnasium.

Klædt på til at agere i digital verden

Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, siger:

- Først og fremmest skal projektet give de unge en god baggrund for at forstå og agere i en verden, som i stigende grad digitaliseres. De unge kommer til at bruge kompetencerne fra projektet både i deres hverdag og fremtidige studie- og arbejdsliv.

Initiativet omfatter 1.650 elever, 24 lærere og seks uddannelsesledere fordelt ligeligt på de seks deltagende uddannelsesinstitutioner. Foruden de seks gymnasier deltager også FabLab Spinderihallerne, FabLab Odense, SDU Maker Lab og Center for Computational Thinking ved Aarhus Universitet.

Fakta om Computational Thinking

Projektet arbejder med begrebet Computational Thinking. Kort fortalt består Computational Thinking af fire hovedpunkter:

  • Dekomposition – at kunne bryde et komplekst problem eller system ned i mindre, håndterbare dele
  • Mønstergenkendelse – at kigge efter noget ensartet rundt om og i et problem
  • Abstraktion – at kunne rette sit fokus på de vigtige informationer og ignorere irrelevante detaljer
  • Algoritmer – at kunne udvikle trinvise løsninger på et problem eller udarbejde regler som skal følges for at løse et problem.

Disse initiativer modtog også støtte fra Uddannelsespuljen:

Karrierematch: til SOSU-uddannelse og job v. Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens (2.817.203 kr.)

Praksisnære projektuger som bro til de videregående uddannelser v. Tønder Gymnasium (1.698.386 kr.)

Uddannelse og Bildung i Grænseregionen v. Det Blå Gymnasium, Tønder (2.610.573 kr.)

Voyager - Fra grundskole til uddannelses- og erhvervsvalg v. Varde Gymnasium (1.623.445 kr.)

Læs mere om Uddannelsespuljen og projekterne her.

Yderligere oplysninger:

Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, tlf. 29 20 18 00

Niels Martiny, udviklingskonsulent, Regional Udvikling, Region Syddanmark, tlf. 21 35 98 31

Kontaktoplysning

Bo Libergren


29 20 18 00
APPFWU01V