”Alle burde få lov til at dø på hospice”

Tirsdag morgen den 1. oktober kører Heidi Sonne Domino sin far Henning til Sct. Maria Hospice i Vejle. Hun er chokeret, da de får tilbuddet om hospice-pladsen.

- Hospice? Min far skal jo ikke dø nu, er Heidis første tanke. Heidis far har bestemt heller ikke lyst til at komme på hospice. Men de bliver forsikret om, at der er tale om en midlertidig plads, og at hendes far nok skal komme hjem igen.

- Han er jo ikke døende, bliver der sagt.

20 år ældre på få uger

Heidis far får konstateret prostatakræft tilbage i 2021. Han kommer i behandling for kræften, som dog desværre har spredt sig til knoglerne. I starten af september får han så mange smerter, at han må indlægges.

- Det var forfærdeligt at se min far sådan. Han fik så mange piller, og han sad og faldt i søvn, når vi sad ved bordet, og havde ingen appetit. Min far har altid kunnet klare det hele, og nu kunne han bare ingenting. Det var slet ikke min far, husker Heidi og fortsætter:

- Han blev så gammel på kort tid. Han blev 20 år ældre på få uger.

Henning når at komme hjem igen, men er så dårlig, at han ikke længere kan passes i hjemmet. Familien bliver tilbudt pladsen på Sct. Maria Hospice, hvor der er bedre muligheder for at smertedække ham.  Men tanken er, at han skal hjem igen.

Overskud, varme og værdighed

Heidis far liver nærmest op, da han med rollatoren triller ind over parkeringspladsen ved Sct. Maria Hospice. Familien føler sig i de tryggeste hænder. Henning har et stort værelse med plads nok til, at Heidi og hendes mor på skift kan sove ved siden af ham i en ekstraseng, omgivelserne er smukke, og personalet er imødekommende og klar til at lytte, forklare og trøste, fortæller hun:

- Alle de ansatte og de frivillige var fantastiske, og der blev gjort meget ud af, at rammerne føltes hjemlige. Vi fik lov til at tage vores hund Ella med, som min far elskede. Han var i sit eget tøj og blev forberedt og fik lov at sidde op i en stol, når der kom gæster frem for at ligge i sengen. Den værdighed, de gav ham, er jeg meget taknemmelig for.

Heidi og hendes mor Jonna er hos Henning det meste af tiden. Og når de kortvarigt tager fra hospice, er der hele tiden personale, der er opmærksomme på Hennings behov, og som griner og taler med ham.

- De tog sig af ham, og de tog sig af os. Der var altid overskud til en hånd på armen eller på ryggen, et varmt kram og en samtale om, hvordan vi havde det, beskriver Heidi.

Den sidste kop kaffe

Familien er samlet til kaffe i orangeriet på hospice søndag eftermiddag. Henning har været på hospice i seks dage og har det godt efter omstændighederne. De griner og synger sammen med Sct. Marias sangterapeut ’Du er min øjesten’. En sang, der betyder meget for Heidis far, og som han sang for både sine døtre og sine børnebørn som små.

- Han var så frisk og fortalte små vittigheder. Vi talte om, at han jo snart skulle med hjem. Det sagde han hver dag. Min far jokede med min mand, om de skulle dele en enkelt øl eller to. Det blev to. Og så tog vi af sted, fortæller Heidi.

De får besked på at samle børn og børnebørn, så de kan tage afsked, og næste dag er de på stuen stort set uden afbrydelse. Heidis mand kommer med en tandbørste og lidt tøj, og Heidi vil bare gerne være hos sin far. De er chokerede. Ingen troede, at det skulle gå så hurtigt. Hendes far skulle jo hjem igen.

- Personalet var så opmærksomme og forklarede os hele tiden, når der var forandringer i min fars tilstand, fortæller Heidi.

”Og så døde han”

Tirsdag begynder det at gå den gale vej. Henning har kolde hænder og fødder, og personalet forklarer familien, at det er, fordi kroppen lige så stille begynder at lukke ned.

- Om aftenen kunne jeg pludselig høre, at min fars vejrtrækning forandrede sig. Det var, som om han hev efter vejret. Og jeg gik fuldstændig i panik.

Heidi ringer febrilsk på klokken efter sygeplejersken, der beroliger Heidi. Hun fortæller, at det er helt normalt, hvad der sker og hun forsikrer dem om, at hendes far ikke har ondt. Hele familien er samlet på stuen.

- Og så døde han.

Heidi stopper et øjeblik, inden hun fortæller videre:

- Sygeplejersken lod os vide, at hun var lige ved siden af, hvis vi havde brug for hende, og vi fik den tid, vi skulle bruge til at tage endeligt afsked. De gjorde ham fin, og vi tændte lys, som brændte, til vi sang ham ud af hospice næste dag, hvorefter vi selv slukkede lysene.

En fantastisk oplevelse

Selvom forløbet blev kortere, end familien troede, er Heidi taknemmelig for, at hendes fars sidste tid blev på hospice.

- Personalet var så omsorgsfulde og havde så meget overskud til både at tage sig af os og min far. Den måde, de tacklede det hele på, har været så fantastisk.

 - Jeg ville ønske for alle, at de fik lov til at dø på hospice. Når jeg skal dø engang, vil jeg også dø på hospice, understreger Heidi.

Heidis far blev 84 år og døde 8. oktober. Familien ønskede donationer til Sct. Maria Hospice frem for blomster til bisættelsen.