Når en patient dør, griber sygeplejersken de pårørende
Hvordan håndterer man som medarbejder, når en patient er døende? Sund i Syd har spurgt fire sygeplejersker. De er enige om, at det kan være svært ikke at tænke på patienterne og deres pårørende, bare fordi deres vagt slutter. Og så peger de på, hvor stor en del af deres arbejde, der handler om at støtte de pårørende, når deres kære er døende eller dør.
Hvordan hjælper I de pårørende til en døende patient?
Morten: De pårørende reagerer ofte meget forskelligt. De fleste er jo forståeligt nok i chok, fordi deres kære helt uventet er indlagt akut og for nogles vedkommende er i livsfare. Nogle pårørende bliver vrede, andre kede af det og græder, og andre igen bliver helt tavse. Det handler meget om at have fingerspidsfornemmelse. Kort sagt: Man skal være ærlig og trofast, så man holder fast i den gode relation, som ofte er altafgørende, når man har med mennesker at gøre. For når tingene bliver så svære, så er det også helt OK at give lidt af sig selv som menneske.
Nanna: Det er os, som står klar til at gribe familien, når barnet får stillet den værste diagnose enhver forælder kan forestille sig. Vi er også med hele vejen videre gennem de kriser, der måtte komme. Heldigvis kan vi i langt de fleste forløb fejre mange sejre. Men når et barn er døende, så er alle behandlingsmuligheder ofte udtømt. Jeg er meget opmærksom på at være 100 % til stede og turde være i rummet og støtte familien. Det handler om, med respekt for familiernes værdier, ønsker og grænser, at guide dem igennem deres værste mareridt med en medfølende men også professionel tilgang.
Christina: Mine erfaringer er ikke så store endnu, men det, jeg har oplevet, er, at jeg hele tiden skal være god til at omstille mig i relationen til de pårørende. Der er forskellige behov, alt efter hvilken pårørende der er til stede. Nogle har brug for trøst, mens andre har brug for at lette stemningen lidt med en joke.
Anne: De pårørende fylder rigtig meget hos os. Vi er vores eget arbejdsredskab, og det kræver noget overskud, også til de pårørende. Folk kommer jo oftest til os i slutningen af et sygdomsforløb, og mange har gennem flere år været gennem en tromle af blodprøver, scanninger, indlæggelser og lægesamtaler. Når de lander her, er der ro. Så vi gør meget ud af, at både patienter og pårørende får ro og falder til. De pårørende får lige så meget hjælp som patienterne gennem blandt andet psykologsamtaler og familiesamtaler.
Hvordan håndterer du og dine kolleger det, når en patient dør?
Morten: Vi er heldigvis gode til at tage hånd om hinanden, samle hinanden op og spørge ind til hinanden. Efter en svær oplevelse som f.eks. en patient, der dør eller er kritisk syg, hvor jeg efterfølgende har en samtale med de pårørende, er det godt lige at sætte sig og tænke processen igennem. Jeg forsøger at mærke efter, hvilke følelser der har været i spil, og hvad de gjorde ved mig. Og så husker jeg på at være god ved mig selv – også når jeg er taget fra arbejdet. Jeg kan gå en god lang tur ved stranden og få noget frisk luft – noget, som gør mig glad, og hvor tanker og følelser får plads.
Nanna: Vi er rigtig gode til at tale om det, vi oplever, og det, vi synes er svært. Vi har en kultur, hvor vi er involverede i vores patienter og familier, men også i hinanden som kolleger og privatpersoner. Vi taler meget om, hvad der er svært – både professionelt og personligt. Jeg kan tydeligt mærke, at når jeg er blevet rørt følelsesmæssigt, så dirrer det stadig i kroppen, når jeg lægger kitlen. Jeg har da oplevet at have behov for et ekstra stort kram fra min mand og mine børn, da jeg kom hjem, fordi det havde været så rørende.
Christina: Vi tager det op til sygeplejekonference, hvor vi drøfter forløbene med hinanden, eller når vi har ugentlige tavlemøder i afdelingen. Jeg synes i det hele taget, at vi er gode til få snakket med vores ledere eller hinanden om forløbene med døende. Både om, hvad der er sket, og hvad vi har gjort under forløbet, men også om, hvad vi kan gøre bedre næste gang.
Anne: I vores arbejde er det en præmis, at der er dødsfald. Men jeg tror, vi bliver meget dygtige til som hospicesygeplejersker at styrke vores sprog for det svære og at være i svære samtaler og svære situationer. Vi kan ikke fjerne patienternes smerte, men jeg kan være den, der bare er der. Vi taler enormt meget sammen som kollegaer i løbet af dagen, vi har fast supervision med vores psykolog og en ledelse, der er virkelig gode til at tage hånd om os. Det er den samme psykolog, der taler med patienterne, så hun kender til de ting, der har været svære.
Kan du lægge arbejdet fra dig, når du kommer hjem?
Nanna: Fordi vi lærer ’vores familier’ så godt at kende, som vi gør, så får man en særlig relation til dem. Grænsen går som udgangspunkt der, hvor man går ud ad døren som privatperson, men med de svære situationer, vi er vidne til, er det nok kun naturligt, at vi også skænker børnene og familierne en tanke, når kitlen er lagt.
Morten: Jeg synes, jeg er god til at lade mit arbejde ligge, når jeg tager hjem. Så har der været enkelte gange, hvor patienter eller oplevelser har hængt ved. Men der har jeg valgt at tale lidt ekstra med mine kolleger.
Christina: Jeg synes, at det kan være svært at lægge arbejdet fra mig, når jeg går hjem. Det er nemmere sagt end gjort. Når jeg har fri, har jeg oplevet at have lyst til at skrive til de kollegaer, der var på arbejde, og spørge til en døende patient, men det skal jeg jo ikke. Det er nok kun naturligt, at man har det sådan.
Anne: Det kan godt være svært, og der er altid nogen, der berører en mere, og hvor det er svært ikke at tage det med hjem. Især hvis det er en patient, der står i noget, der ligner ens eget. Men samtidig tænker jeg egentlig oftere over, hvor heldig jeg er, når jeg kommer hjem til vasketøj og børn - at jeg er i live og kan ordne vasketøj. Jeg bruger cykelturen hjem til at tømme mit hoved og omstille mig. Og så er der noget i at gå ud og klæde om og tage uniformen af og tage mit eget tøj på. Der er også en virkelighed ude på den anden side, som jeg skal kunne være i som menneske.