Studenterbroen: Smagsprøver på syddanske uddannelser
I dag er 1350 unge syddanskere gået i gang med at bestige Studenterbroen – Region Syddanmarks initiativ, hvor unge prøver videregående uddannelser af i tre dage.
Alle afgangselever i regionen har fået tilbud om at smage på en uddannelse for at finde ud af, om det er den rette, og mere end 1300 har taget imod tilbuddet. De fordeler sig på cirka 120 forskellige forløb i hele regionen: Fra Syddansk Universitet i Sønderborg til Designskolen i Kolding - og fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg til CVU Lillebælt i Jelling og Odense.
”Studenterbroen er et led i Region Syddanmarks indsats for at flere unge fra regionen skal gennemføre en videregående uddannelse”, siger regionsrådsformand Carl Holst (V). ”Samtidig kan Studenterbroen bidrage til at opfylde regeringens målsætning om, at 50 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal tage en videregående uddannelse”.
Region Syddanmark støtter projektet med en million kroner.
Der har været rift om pladserne på f.eks. jordemoderuddannelsen på CVU Vest. For at sikre kvaliteten af brobygningsforløbet er her kun plads til otte brobyggere. Derfor var mange på venteliste. Andre populære studier er Statskundskab, Idræt og sundhed samt Biomedicin, biokemi og molekylær biologi, alle tre på Syddansk Universitet i Odense. Også kortere uddannelser som markedsføringsøkonom og finansøkonom har stor interesse blandt de unge.
”Finder de unge ud af, at den uddannelse, de har prøvet af på Studenterbroen, slet ikke var noget alligevel, er vores mål også nået”, siger Peter Præstgaard fra Studievalg Fyn, der sammen med Studievalg Sydjylland står for den administrative del af Studenterbroen.
Kirsten Hahn Larsen, der er centerleder ved Studievalg Sydjylland fortsætter: ”De unge kan læse sig til meget på nettet og i brochurer, men fornemmelsen i maven om studiet er lige i øjet eller ikke, den kan man ikke læse sig til, og her kan Studenterbroen bringe de unge et godt stykke videre i jagten på den rette uddannelse.”
Fakta:
Det er andet år, brobygningsprojektet kører som et samarbejde mellem regionen og de videregående uddannelser.
Region Syddanmark dækker de unges transportomkostninger til og fra uddannelsesstederne. Som noget nyt i 2007 er der mulighed for at få tilskud til overnatning, hvis man bor langt fra uddannelsesstederne. På den måde er det regionens håb, at der er flere deltagere fra udkantsområderne i 2007.
Det er muligt at deltage i cirka 120 forskellige brobygningsforløb. Stort set alle videregående uddannelser i regionen deltager i projektet.
Yderligere oplysninger fås hos:
- Centerleder Kirsten Hahn Larsen, Studievalg Sydjylland, Kolding, telefon: 30 71 46 91.
- Centerleder Peter Præstgaard, Studievalg Fyn, telefon: 6011 1061.