Vanedannende og virkelig effektive: Hvad er opioider?
Opioider er effektive til at smertedække, men bagsiden af et langvarigt forbrug kan være afhængighed og abstinenser. Færre patienter skal fremover behandles med den type smertestillende i Region Syddanmark. Vi har spurgt ledende overlæge på Smertecenter Syd, hvad der op og ned med de små, men kraftfulde piller.
Har du brækket en arm, eller er du blevet opereret uden at være ved bevidsthed? Så har du sandsynligvis erfaring med at være smertedækket af opioider som morfin, tramadol eller oxycodon. De stærke, smertestillende opioider er blevet brugt til alt fra akutte til kroniske smerter, men prisen kan blive svær afhængighed.
I USA taler man om en regulær opioidkrise med misbrug af pillerne. Herhjemme er vi langt fra de amerikanske tilstande, men vi forsøger at forhindre problematikken i at sprede sig. I Region Syddanmark skal en ny handleplan nedbringe forbruget og sikre, at opioider bliver brugt til de rette patienter i de rette mængder og i så kort tid som muligt.
Kristina Espesen har været med til at lave handleplanen. Til daglig er hun er ledende overlæge på Smertecenter Syd, hvor nogle patienter er i behandling med opioider eller i gang med aftrapning.
Hvad er opioider – kort fortalt?
Det er en type stærke smertestillende medicinske præparater, som er rigtig svære at undvære f.eks. efter operationer eller ved brækkede arme og ben.
Det er de stærkeste smertestillende præparater, vi har, og man skal virkelig have respekt for dem.
Hvem tager det typisk?
Det kan være alle. En stor gruppe er startet op med det efter en operation. Det kan også starte i forbindelse med en akut smerte som f.eks. en brækket arm. Og så er der en anden gruppe, der er blevet tilbudt det på et tidspunkt i deres forløb med kroniske smerter.
Hvorfor er opioider smarte, men også vanedannende?
Det kan næsten ikke lade sig gøre at blive bedøvet og opereret uden en slags opioid. Og det vil også tit være nødvendigt at tage til de første smerter i dagene efter operationen.
Samtidig er der nogle problemer forbundet med den type medicin, som er afhængighed og bivirkninger. Opioider har en tendens til at skulle øges over tid. Man skal op i dosis for at blive ved med at have samme effekt. Der går ikke ret lang tid, før det kan blive svært at komme ud af igen.
Her er det oplagte spørgsmål: Hvorfor smider vi dem så ikke bare ud? Men vi kan altså ikke helt undvære dem.
Hvornår kan det blive problematisk at tage opioider?
Det er svært at lave en generel regel. Men man skal gerne stoppe igen allerede efter et par dage, hvis det er en almindelig operation – og ikke stor kirurgi – og man er hjemme fra sygehuset igen. Efter de fleste operationer gør det rigtig ondt de første døgn, men så skal det begynde at aftage, så man kan klare sig uden opioider.
For mange mennesker vil det blive problematisk, hvis man stadig tager det i en måned efter en operation.
Hvad oplever patienterne, når de skal trappe ud af opioiderne igen?
Det er typisk øgede smerter. Det er et abstinens-fænomen. Det skal nok gå over efter nogle uger eller måneder, men i den periode er det jo meget oplagt at tænke, at så kan man ikke undvære behandlingen.
Mange vil også opleve reaktioner som f.eks. indre uro, fysisk ubehag og søvnbesvær.
Hvad gør I for at skære ned på forbruget af opioider?
Vi er enormt fokuserede på at være fuldstændig skarpe på: Hvor længe forventer vi, at behandlingen skal vare? Og hvem sørger for, at det bliver stoppet igen? Samtidig er vi meget fokuserede på at skabe en god overgang fra sygehus til praktiserende læge.
Vi har også kigget på, hvilke præparater der er sværest at styre. Dem har vi pillet ud af sortimentet, f.eks. tramadol.
Derudover gør vi os umage med at informere patienterne grundigt. Vi fortæller, at det er afhængighedsskabende lægemidler, og at der skal ligge en behandlingsplan, hvor der er taget stilling til, hvordan behandlingen skal stoppes igen.
Generelt ser vi, at der er færre, der kommer hos os, som er i opioidbehandling, sammenlignet med for bare få år siden. Vi bruger mindre tid på aftrapning. Og vi har også en fornemmelse af, at de, der bliver behandlet med et morfinpræparat, ikke får helt så store doser som før i tiden.
Færre skal behandles med opioider
Region Syddanmark vil nedbringe forbruget af opioider og sikre, at de bliver brugt til de rette patienter i de rette mængder og i så kort tid som muligt. Det er målet i en ny handleplan.
Morfin skal fremover være førstevalget blandt opioider, imens de to opioider oxycodon og tramadol udfases på grund af deres bivirkninger.
I regionen er antallet af personer, som har indløst en recept på et opioid-præparat i løbet af et år, faldet fra ca. 97.000 til ca. 71.900 fra 2017 til 2023.