Man kan godt have menstruation uden smerter
Op mod 10 procent af alle kvinder i den fødedygtige alder lever med endometriose, og for mange af dem er menstruation lig med smertelindrende medicin og sygedage. Men sådan behøver det ikke at være, og den besked kommer som en overraskelse for mange.
Op mod 10 procent af alle kvinder i den fødedygtige alder har endometriose, som er en lidelse, der kan give voldsomme smerter blandt andet i forbindelse med menstruation.
Risikoen for at have endometriose er syv gange højere, hvis din mor eller mormor har lidelsen. Det betyder i nogle familier, at mormor har fortalt mor, at smerterne er normale og uundgåelige, og at mor har givet fortællingen videre til sin datter. På den måde er der opstået en fortælling om, at sådan er det bare, og at det er der ikke noget at gøre ved det. Men sådan behøver det ikke at være, og den besked kommer som en overraskelse for mange, fortæller Vibeke Kramer Lysdal, som er overlæge på gynækologisk afdeling på Odense Universitetshospital. Hun ser de sværeste tilfælde af endometriose i regionen, og hun forklarer:
- Det er ikke normalt at have så stærke smerter, at man skal tage medicin under hele sin menstruation for at få sin hverdag til at fungere. Det er i orden at tage et par Panodiler en gang imellem. Men hvis man ikke kan deltage i normale hverdagsaktiviteter på grund af smerter, så skal man søge læge. Vores erfaring er, at nogle patienter når at være hos deres læge flere gange, før de bliver sendt videre til os.
Endometriose kan ikke kureres, kun symptombehandles. Behandlingen er i langt de fleste tilfælde medicinsk, og kun i tilfælde hvor medicinen ikke slår til, kan operation være en mulighed.
Skræddersyet behandling
Den medicinske behandling består af gestagen, som er et hormon, der kan holde endometriose nede, så det ikke er så aktivt. Gestagen findes i p-piller, minipiller og hormonspiral, og mange patienter, som henvises til den gynækologiske afdeling på OUH, har allerede fået ordineret ét af præparaterne hos deres egen læge. Men for nogle er ét præparat ikke nok. De har brug for en kombination af for eksempel en hormonspiral og minipiller eller minipiller og p-piller for at opnå effekt.
- Væksten af endometriose bliver stimuleret af østrogen, så nogle kvinder kan have gavn af at blive sat i kunstig overgangsalder. Det får kroppen til at nedsætte østrogenproduktionen, men det er en behandling, som kun kan benyttes i kortere tid, forklarer Vibeke Kramer Lysdal.
Behandlingerne med kunstig overgangsalder og med kombinerede hormonpræparater kræver specialviden, og patienter skal derfor henvises til sygehuset via deres egen læge.
Risiko for depression
Endometriose kan give kroniske smerter, og det kan resultere i, at man udvikler en depression. Depression kan også være en bivirkning ved de høje doser af gestagen. Alle patienter, som kommer i behandling for endometriose, bliver derfor bedt om at udfylde et spørgeskema ved behandlingsopstart og løbende igennem behandlingen. Skemaet bliver blandt andet brugt til at vurdere, om der er tegn på depression eller forværring af sygdommen.
Men på trods af risikoen for bivirkninger får langt de fleste patienter det bedre, når de kommer i den rette behandling. Nogle gange skal man bare prøve noget forskelligt, før man finder den rette kombination af medicin. Indtil da, fortæller Vibeke, har nogle patienter gavn af varmepuder eller kulde, når de har smerter. Hun forklarer:
- Langt de fleste oplever, at motion hjælper. Regelmæssig træning skaber endorfiner, og de er smertestillende, så for mange hjælper det på smerterne at dyrke regelmæssig motion.
I overgangsalderen stopper kroppen med at producere østrogen, og dermed dannes der ikke mere endometriose. Det arvæv, som allerede er i kroppen, kan stadig give gener, men langt de fleste kvinder oplever forbedring.
Hvad er endometriose?
Endometriose er en kronisk betændelsestilstand, hvor væv af samme type som slimhinden i livmoderen også sidder uden for livmoderen. Dette væv kan sidde i æggelederne, på æggestokkene, bughinden, tarme eller urinblæren, og i meget sjældne tilfælde kan endometriose også findes andre steder i kroppen.
Kilde: Sundhed.dk
Symptomer på endometriose
Hvis du har ét eller flere af disse symptomer, skal du overveje at søge læge.
- Stærke menstruationssmerter
- Smerter ved samleje
- Underlivssmerter i dagligdagen
- Oppustethed
- Smerter ved afføring eller vandladning
- Øget træthed
- Svært ved at blive gravid