Færdig med at få børn? Måske er sterilisation en mulighed
Hvert år bliver omkring 1.500 mænd i Region Syddanmark steriliseret. Men hvordan foregår det egentlig, kan man fortryde, og er der en risiko forbundet med indgrebet?
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg gerne vil steriliseres?
Hvis du ikke ønsker dig flere børn, kan sterilisation være en mulighed. Hvis du ønsker at blive steriliseret, skal du kontakte din egen læge. Lægen vil tage en snak med dig om indgrebet og de få men mulige risici. Lægen vil også tale med dig om din beslutning om at blive steriliseret og de muligheder, du har.
Hvis du beslutter dig for at blive steriliseret, vil du derefter blive henvist til operation og få et indkaldelsesbrev med dato og sted for indgrebet. Du skal være fyldt 18 år for at blive steriliseret.
Sådan foregår indgrebet
En sterilisation er i udgangspunktet ambulant, altså en operation uden indlæggelse. Indgrebet foregår i lokalbedøvelse. Der bliver lagt et lille snit på hver side af pungen øverst oppe, hvor sædlederne ligger tæt under huden. Ved indgrebet fjerner man cirka en centimeter af hver sædleder, der derefter sys sammen, så de lukkes til og ikke vokser sammen igen. Til sidst lukkes såret med et enkelt sting eller to. Det tager omkring 30 min.
Efter operationen skal du blive i en halv times tid for at sikre, at det ikke bløder fra såret. Derefter kan du tage hjem og hvile dig.
Du vil opleve lidt ømhed og misfarvning på og omkring pungen. Det forsvinder i løbet af nogle dage. Du må ikke løfte tungt eller dyrke hård motion den første uge.
Virker det med det samme?
Nej, en sterilisation virker ikke med det samme. Der vil i en periode være sædceller i den sædvæske, der kommer ud ved udløsning. Derfor skal du fortsat huske at bruge prævention. Efter cirka tre måneder afleverer du en sædprøve, som skal være uden sædlegemer, og derefter kan man sige, at sterilisationen er vellykket.
Sædvæsken ser i øvrigt ud, som den plejer, og du vil ikke kunne se, om sædcellerne er væk. Der bliver stadig dannet sædceller i testiklerne, men de går til grunde, nu hvor de ikke længere kommer med ud i verden ved udløsning.
Hvad er risikoen?
Der kan altid opstå betændelse i et sår efter operation, som typisk vil give symptomer som rødme, hævelse, varme og evt. feber.
I de første måneder kan der ske en såkaldt rekanalisering, som betyder, at sædlederne alligevel vokser sammen, så sædcellerne igen kan komme igennem. Hvis det skulle ske, bliver du tilbudt at få indgrebet foretaget igen, typisk i fuld narkose.
Der kan opstå ømme bindevævsknuder eller i sjældne tilfælde kroniske smerter, som kræver smertebehandling eller kirurgi.
Mange frygter for sexlivet efterfølgende, men sexlyst, evne til rejsning og udløsning er som det plejer, når du er steriliseret.
Kan jeg fortryde?
Ja, du kan godt fortryde og sy sædlederne sammen igen, men der er ingen garanti for, at du får din fertilitet igen. Derfor er det vigtigt, at du føler dig sikker på din beslutning.
Man kan hente sædceller ud fra bitestiklernes depot eller direkte fra testiklerne og bruge sædcellerne til at befrugte æg taget ud fra æggestokkene hos din partner via kunstig befrugtning. Det er dog en krævende proces.
Kilde: sundhed.dk