Lars Riber er operationsstuens håndværker

Mød Lars Riber, som er ledende overlæge i hjertekirurgi på Odense Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at blive hjertekirurg?

Jeg kommer fra landet og har altid interesseret mig for det håndværksmæssige. Så jeg har altid vidst, at jeg skulle lave et eller andet, hvor jeg kunne bruge mine hænder. Derfor vidste jeg helt fra starten, at jeg skulle være kirurg, hvis jeg blev læge.

Jeg startede i turnus i abdominal kirurgi (mave- og tarmkirurgi, red.) i Herning, hvor jeg stod til nogle operationer og tænkte, at det skulle jeg ikke bruge mit liv på. Til gengæld har det altid interesseret mig, hvordan hjertet virker. Sammenholdt med at kirurgi var interessant, så var der sådan set kun ét speciale for mig, og det var thoraxkirurgi. I Danmark er det delt op i hjertekirurgi for sig og lungekirurgi for sig, og jeg må med skam indrømme, at lungekirurgi aldrig har interesseret mig. Så jeg har altid gået benhårdt efter hjertekirurgi.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

Jeg møder 7.30, fordi jeg er ansvarlig for afdelingens operationsgang. Her sikrer vi os, at dagens operationer kører, og hvis der er sygdom eller andet, vurderer vi, hvad der skal opereres, og hvad der ikke skal opereres. Derefter er der morgenkonference, og så går jeg stuegang og skriver journaler til næste uges operationspatienter indtil klokken 9.

Ca. klokken 9 har vi ”knivstid”, hvor der opereres. Alt afhængig af operationen er vi færdige mellem klokken 12.00 og klokken 14.00. Så går vi ud og skriver journalen og ringer til pårørende og informerer dem om, at det er gået fint, og patienten nu er kommet over på opvågning. Og så er de velkomne til at besøge dem.

Til sidst går jeg lige en tur over og ser, at alt ser ordentligt ud ovre på vores intensiv. Og så begynder tiden at nærme sig til, at jeg har fri.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det er patienterne og de pårørende. For eksempel opererede vi for nylig en ganske ung mand, fordi han havde fået en revne i sin hovedpulsåre. Jeg havde godt nok ikke vagt, men det var en lidt speciel procedure, så jeg blev kaldt ind til den. Og den glæde, den familie havde, over at deres søn, lillebror og kæreste overlevede og kom hjem efter fem dage, det er jo noget, man kan mærke.

Hvad er det sværeste i dit job?

Det sværeste er, når man ikke kan gøre en forskel, eller man skal afvise nogen, fordi man ikke kan hjælpe vedkommende. Eller hvis man har opereret nogen, og man har gjort alt, hvad man kunne, og de så alligevel er så medtaget, at de ligger ovre på intensiv, og så efter en uge eller 14 dage dør.

Det er svært at snakke med pårørende og se, at patienten ikke kommer sig, men bliver dårligere og dårligere. Den døende patient, som man har haft en eller anden aktie i, det er det sværeste.

Hvad er mest spændende ved at arbejde inden for dit område?

Forskellen på det her håndværk i forhold til mange andre er den interaktion, man har med mennesker. Hvis jeg var blevet tømrer, så kom køkkenet ikke bagefter og sagde tak, fordi jeg lavede nogle gode vinkler. Jeg kan godt lide at gå stuegang, og jeg kan godt lide at have den interaktion med patienten og hjælpe dem videre.

Og så er der hjertet. Mange vil jo synes, at herregud, der er 7-8 typer operationer, og det er det samme hver gang. Problemet er bare, at patienterne ikke er de samme. Så selvom man fx laver det, der hedder en bypass, så kan karrene se meget forskellige ud.

Så man ved aldrig helt, hvad man står i før operationen, selvom man er rigtig godt forberedt. Så det der med at kunne bruge alle sine tekniske færdigheder og alligevel få patienten igennem, selvom der er nogle ting, der overrasker undervejs – det kan jeg godt lide.

Kan du give et eksempel på en eller flere situationer, hvor du har oplevet dit job som meningsfuldt?

De fleste mennesker har jo et meningsfuldt job. Så jeg har det ikke sådan, at jeg løfter hænderne over hovedet, når jeg er færdig med en operation og tænker ”yes, I did it”. For det er jo stadigvæk kun en krusning i oceanet. Jeg gjorde noget rigtig vigtigt for den her patient og for hans eller hendes familie, men for samfundet er det jo den samlede indsats. Så jeg vil sige, at alle patienter, jeg får udskrevet, det giver mening for mig.