Skip til primært indhold

Region Syddanmark tager stilling til fremrykning af investeringer for 272 mio. kr.

Anlægs- og innovationsudvalget vil på sit møde 5. maj drøfte igangsættelse af en stribe renoverings- og anlægsprojekter inden årets udgang. Det sker for at holde liv i private virksomheder og arbejdspladser i både den jyske og fynske del af regionen.

Der er hjælp på vej til nogle af de hårdt pressede virksomheder, der lider under manglende ordrer som følge af corona-krisen.

Anlægs- og innovationsudvalget i Region Syddanmark vil på sit næste møde tirsdag 5. maj drøfte et forslag om at fremrykke projekter for mere end en kvart milliard kroner, som først var planlagt til udførelse i de kommende år.

Pengene vil komme flere brancher til gode. Blandt andet vil der blive investeret op mod 50 millioner kroner i grønne initiativer som udbygning af solcelleanlæg på sygehusene og i psykiatrien samt indkøb af elbiler og ladestandere.

- Det har aldrig været vigtigere at række en hjælpende hånd til virksomhederne. Mange gode solide virksomheder og arbejdspladser er under et gevaldigt pres, så hvis vi fra regionens side kan gøre noget for at holde gang i hjulene, skal vi selvfølgelig det, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

God økonomi gør fremrykning mulig

Fremrykningen af projekterne er blevet mulig, efter at Finansministeriet og Danske Regioner i april indgik en aftale om at suspendere det såkaldte anlægsloft, der normalt begrænser investeringer af hensyn til frygt for overophedning af økonomien. Den frygt er som følge af covid-19-epidemien pist væk.

Andre store poster dækker over it-anskaffelser, renovering af elevatorer, kloakker og kølesystemer på sygehusene og i psykiatrien.

- Det er vigtigt i denne situation, at vi gør alt for at styrke virksomhederne og sikre arbejdspladser. Projekterne skulle have været gennemført på et senere tidspunkt. Men på grund af det suspenderede anlægsloft og vores gode økonomistyring i regionen har vi pengene i kassen til at kunne fremrykke dem til år, forklarer Karsten Uno Petersen (S), formand for Anlægs- og innovationsudvalget i Region Syddanmark.

Når udvalget har behandlet forslaget, skal regionsrådet tage endelig stilling til listen, inden projekterne til en samlet værdi af 272 millioner kroner kan igangsættes og sendes i udbud. 

Regionen forventer, at der vil komme flere projekter i de kommende måneder. 

Hent listen over de foreslåede fremrykkede projekter her

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer. 

Yderligere oplysninger:

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre

Karsten Uno Petersen

Formand for Anlæg- og innovationsudvalget

Regionsrådet


21 63 11 93
APPFWU01V