Skip til primært indhold

Forureningen rykker mod Grindsted Å

DTU vurderer i et nyt notat, at den største del af den vandopløselige forurening har forladt fabriksgrunden og i dag befinder sig i området mellem midtbyen og Grindsted Å.

Den kraftigste del af den vandopløselige forurening fra det tidligere Grindstedværkets fabriksgrund ligger nu i området mellem midtbyen og Grindsted Å.

Det skriver Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i et notat udarbejdet for Region Syddanmark. I notatet vurderer DTU, at fabriksgrunden ikke længere udgør en betydelig forureningskilde i forhold til grundvand.

Fabriksgrunden er ganske vist langtfra ren, men hovedparten af den vandopløselige forurening har over de seneste 30 år bevæget sig væk fra grunden i retning mod åen.

- DTU’s notat peger med udgangspunkt i vores egne målinger på, at vi ser meget lavere forureningsindhold i boringerne tæt ved fabriksgrunden i dag sammenlignet med for 30 år siden. Til gengæld måler vi højere indhold tæt ved Grindsted Å, siger civilingeniør Jørn K. Pedersen fra Region Syddanmark.

Indsats ved åen

DTU anbefaler på baggrund af målingerne, at regionen sætter kræfterne ind tæt ved åen for at forhindre så meget forurening som muligt i at strømme i åen via grundvandet.

- DTU’s vurderinger vil være nyttige, når vi i Miljøudvalget og regionsrådet skal drøfte, hvordan vi bedst anvender de 50 millioner kroner, som staten netop har bevilliget til at bekæmpe forureningerne i Grindsted og Kærgård Klitplantage, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark, og fortsætter:

- Det ligger også fint i tråd med, at vi i regionsrådet som led i seneste budgetforlig afsatte 10 millioner kroner over tre år til blandt andet at afklare, om det er muligt at etablere et midlertidigt rensningsanlæg, der kan forhindre en væsentlig del af forureningen i at nå åen.

DTU understreger i notatet, at drikkevandsforsyningen i byen ikke er truet af forureningerne.

Download DTU-notatet her.

 

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer

Yderligere oplysninger

Jørn Lehmann Petersen


40 40 58 33

Jørn K. Pedersen

Civilingeniør


29201930
APPFWU01V