Skip til primært indhold

Patient med mæslinger i lægevagten i Odense

Om aftenen den 4. februar har en patient med mæslinger opholdt sig i venteværelset ved lægevagten i Odense, der ligger ved Odense Universitetshospital.

Hvis du har været i venteværelset samtidig med patienten, har du fredag modtaget en besked i din e-boks, der beskriver, hvordan du skal forholde dig.  

Patienten opholdte sig i venteværelset fra klokken 21.30 til klokken 23.30.

Patienter, der har ventet i venteværelset hos lægevagten omkring dette tidspunkt, risikerer dermed at være blevet udsat for mæslinger.

Lægevagtens venteværelse er ikke det samme som skadestuens venteværelse.

Hvad skal man vide

De fleste voksne født før 1975 vil have haft mæslinger og vil dermed være beskyttet mod sygdommen.

Derudover blev der fra 1987 iværksat et generelt Vaccinationsprogram mod mæslinger.

Vaccinationsprogrammet omfatter et tilbud om vaccination, når barnet er 15 måneder gammelt, og når det er 4 år gammelt. Hvis et barn har fulgt det danske børnevaccinationsprogram og er MFR-vaccineret, kan barnet regnes for beskyttet mod mæslinger.

Nogle børn er dog ikke vaccinerede - enten fordi de på grund af anden sygdom eller svækket immunforsvar ikke kan tåle vaccinen, eller fordi denne er fravalgt. Disse ikke-vaccinerede børn tilhører derfor sammen med yngre voksne den mest udsatte gruppe for at få sygdommen.

Om mæslinger

Mæslinger er en akut virussygdom, der giver høj feber, hoste, forkølelse og øjenirritation, og 3-7 dage efter de første symptomer har vist sig, får man et storplettet udslet, der breder sig ned over kroppen

Der går 8 - 11 dage fra smittedagen til de første symptomer viser sig, og patienter kan smitte fra de første symptomer viser sig indtil 5 dage efter fremkomst af udslæt, og sygdommen er mest smitsom lige før udslættet viser sig.

Sygdommen er normalt overstået efter en uges tid, men man er ofte træt og uoplagt i længere tid bagefter. Komplikationer i form af andre infektioner, f.eks. lungebetændelse, kan støde til. En alvorlig, men sjælden komplikation er hjernebetændelse.

Hvad du skal gøre

Har du været i lægevagtens venteværelse omkring de ovenstående tidspunkter, anbefales det, at du snarest mulig kontakter din egen læge eller lægevagt telefonisk, hvis der tvivl om, hvorvidt du er vaccineret mod mæslinger eller tidligere har haft sygdommen. Det er vigtigt, at henvendelsen sker telefonisk.

Hvis du får symptomer på mæslinger, anbefales det, at du straks kontakter din læge eller lægevagt telefonisk og oplyser, at du kan være mæslingesmittet før evt. fremmøde for at undgå yderligere spredning af smitte.

Lægevagten i Region Syddanmark kan træffes på 7011 0707.

Det er igen vigtigt at understrege, at patienter, der har været i lægevagten på det pågældende tidspunkt, modtager brev direkte i deres e-boks.

Yderligere oplysninger:

Ole Holm-Thomsen, vagtchef, Lægevagten i Region Syddanmark, mobil: 40 25 62 90

APPFWU02V