Sundhedsministeren har lyttet: Bedre grundlag for lægedækning i Region Syddanmark
Efter pres fra Region Syddanmarks politikere, har Sundheds- og Indenrigsministeriet lyttet og gjort det nemmere at sikre god lægedækning i Region Syddanmark.
En ny national bekendtgørelse for lægedækning gør det nemmere for Region Syddanmark at sørge for læger i de områder, hvor der mangler læger. Den nye model er bedre end det, der var lagt op til.
Iden første model var der lagt op til, at der skulle flere læger til Fyn, mens der ikke skulle flere læger til øvrige dele af regionen. Det begrænsede regionens muligheder for at sikre lægedækningen i fx Sønderjylland.
Men efter pres fra Region Syddanmarks politikere har ministeren lyttet og justeret sin model, så der også er mulighed for at tiltrække flere læger til for eksempel Sønderjylland. Dermed bliver der bedre mulighed for at sikre lægedækning i de områder, der mangler læger.
Med den nye model får regionen flere redskaber til at sikre lægedækningen ved dels at kunne øge antallet af læger og dels støtte lægepraksisser økonomisk.
Pernelle Jensen (V), der er formand for Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen, siger:
- Vi er rigtig glade for, at ministeren har lyttet til vores bekymringer og imødekommet os på nogle områder. Det er godt, at vi kan bruge pengene der, hvor der er mest brug for dem. Det er positivt, at vi nu må sørge for, at der kommer flere læger til de områder, hvor vi mangler, så den justerede model nu også tager højde for Region Syddanmark. Det giver os bedre mulighed for at sikre en ordentlig lægedækning for de mennesker i regionen, hvor behovet for læger er størst. Nu vil vi dykke ned i modellen og se, om ikke vi kan få det til at fungere indenfor disse rammer.