Skip til primært indhold

Ny plan for den syddanske psykiatri sendes i høring

Bedre behandling, flere sengepladser og en tilgang, der giver syddanskere, som har psykisk sygdom, bedre mulighed for at tage del i deres behandling. Sådan lyder de 3 centrale mål i den psykiatriplan, som Region Syddanmark nu sender i høring.

Regionsrådet i Region Syddanmark sender i dag et udkast til en ny psykiatriplan i høring. Det er en plan, der både adresserer konkrete udfordringer med antallet af sengepladser og sigter efter at give patienterne og deres pårørende et bedre behandlingsforløb. 

En plan, som regionsrådsformand Stephanie Lose (V) glæder sig til at sende i høring:

- Psykisk sygdom har meget store omkostninger for den enkelte og for samfundet. Og selvom regionsrådet har prioriteret området i de seneste år, mangler der fortsat ressourcer, økonomisk, forsknings- og kapacitetsmæssigt, set i forhold til andre store sygdomsgrupper. Med planen vil vi give psykiatrien et tiltrængt løft og forbedre hverdagen for patienter, pårørende og personalet.

Flere sengepladser og bedre behandling

Konkret lægger planen blandt andet op til, at der skal etableres en ny retspsykiatri i Esbjerg. Der skal også etableres et ekstra sengeafsnit i Vejle.

Disse tiltag skal afhjælpe de udfordringer, der i dag er med antallet sengepladser i retspsykiatrien og indenfor voksenpsykiatrien.

I forhold til behandlingen er målet også klart. Den skal være endnu bedre. Og det skal blandt andet ske ved hjælp af mere forskning, flere telepsykiatriske tilbud, flere specialiserede behandlingstilbud og nemmere adgang til behandling, der ikke kræver indlæggelse.

Samtidig skal patienterne – via en recovery-orienteret praksis - have en endnu større oplevelse af, at der er håb for fremtiden, og at det er muligt at komme sig ved, at de i højere grad får mulighed for at tage aktiv del i deres egen behandling.

En recovery-orienteret praksis skaber både bedre behandling og inddrager patienterne og deres nære. Det underbygges med et forslag om, at der skal etableres et egentligt center for pårørendeinddragelse.

Skal kunne komme sig så hurtigt som muligt

Psykiatriplan 2020-2024 er blevet til på baggrund af en proces, hvor patienter, pårørende, personale, regionsrådspolitikere og en række andre fagfolk i flere omgange er kommet med deres input og anbefalinger til planen.

Formanden for regionens psykiatri- og socialudvalg, Thies Mathiasen (DF), siger:

- Det er en ambitiøs og langsigtet plan, hvor vi virkelig tager fat i nogle af de ønsker, der er til fremtidens psykiatri. Vi stiller skarpt på, hvad der skal skrues op for, for at mennesker, der har psykisk sygdom inde på livet, kan få den bedst mulige behandling og komme sig så hurtigt som muligt. 

38 forslag spænder vidt

Planen indeholder i alt 38 forslag til indsatser, hvoraf størstedelen understøtter de 3 hovedmål.

Den foreløbige regning for denne styrkelse af psykiatrien er på ca. 60 millioner kroner i varige driftsmidler. Den udgift forventes dog at stige i takt med, at der bliver sat økonomi på alle indsatser.

Herudover indebærer forslagene også, at der skal bruges ekstra ca. 125 millioner kroner på anlæg i løbet af de kommende fire år.

Ud over de allerede nævnte forslag drejer det sig for eksempel om:

  • En fordobling af antallet af peers på afdelingerne og ansættelse af forældrepeers (En peer er en ansat med brugerbaggrund)  
  • Flere patienter skal tilbydes patientstyrede indlæggelser
  • Flere meningsfulde aktiviteter under indlæggelse
  • Kompetenceudvikling i psykiatrien – fokus på psykiatriske patienters somatiske behov
  • Fælles somatiske og psykiatriske senge til patienter med spiseforstyrrelse på Nyt OUH
  • Ny tilgang til brugen af medicin og afprøve medicinreducerende tilgang på et udvalgt døgnafsnit
  • Udvide døgnbehandlingen af børn op til 13 år – så det også er muligt at få behandling i weekenden.

Planen indeholder også forslag, som der endnu ikke er sat endelig økonomi på, eksempelvis ekstra udgifter til almen praksis.

Alle kan komme med input

Udkastet til Psykiatriplan 2020-2014 sendes i høring til 11. oktober 2019. Alle interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger til udkastet, og regionsrådet vil behandle den endelige plan på sit møde i december.

På høringssiden kan du læse udkastet til Psykiatriplan 2020-2024 og afgive svar.

 

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU01V