Skip til primært indhold

Initiativ skal bekæmpe ulighed i sundhed

Sundhedsvæsenet er til for os alle. Men det er ikke alle, der har lige gode forudsætninger for at modtage den hjælp, de har behov for, og det kan skabe ulighed. Med seks små videoer og en værktøjskasse vil Region Syddanmarks ligestillingsudvalg nu inspirere personalet på regionens sygehuse og institutioner til, hvordan de kan komme uligheden til livs.

Alle borgere har som udgangspunkt lige adgang til sundhedsvæsenet, men virkeligheden er mere kompleks. Patienterne møder op med forskellige baggrunde, og deres forudsætninger for at bruge sundhedsvæsenet er ikke ens.

Ulighed har en betydning

Statistikkerne taler deres klare sprog. Danskere, der har en psykiatrisk lidelse, dør i gennemsnit cirka 20 år tidligere end resten af befolkningen, børnedødeligheden er højere blandt visse etniske grupper i Danmark end i resten af befolkningen, og mænd dør oftere af sygdomme, end kvinder gør – der dør 140 mænd af kræft, hver gang 100 kvinder dør af det samme.

Det kan dog også være skilsmisse, ægtefællens sygdom eller en stresset hverdag, der gør en patient ekstra sårbar, og som spænder ben for den optimale behandling.

Regionen Syddanmarks ligestillingsudvalg har nu sat nye tiltag i værk for at komme uligheden til livs. Udvalgsformand Pierre Topaz (S), siger:

- Vi skal blive ved med at have fokus på at bekæmpe uligheden i vores sundhedsvæsen. Det er ikke nogen nem opgave, og der er meget, der kan sætte en kæp i hjulet for, at patienterne får den sundhedsfaglige behandling, som de har behov for. Men i bund og grund handler det om, at personalet er opmærksomt på de enkelte patienters forudsætninger. Kun ved at se og behandle patienterne forskelligt, kan vi sikre dem et sundhedsvæsen, der behandler dem ens.

En lille indsats kan have en stor effekt

Ligestillingsudvalgets tiltag består i, at der sendes inspirationsmateriale og en værktøjskasse til alle regionens sygehusafdelinger og institutioner.

Materialet er rettet mod personalet og består blandt andet af seks små videoer, som både giver et indtryk af, hvordan ulighed i sundhed opleves i hverdagen, og rummer gode eksempler på, hvordan regionens medarbejdere allerede arbejder med at møde patienterne lige der, hvor de er. Værktøjskassen rummer blandt andet spørgsmål og redskaber til refleksion, som kan bruges som afsæt for personalets indsats.

- Ulighed kan have mange former, og nogle steder er vi rigtig gode til at have øje for uligheden og gøre noget ved den, mens vi andre steder kan blive endnu bedre. Det er vigtigt, at vi er særligt opmærksomme på de sårbare patienter, for i mange tilfælde kan blot en lille indsats have en stor effekt, siger Pierre Topaz. 

Materialerne kommer ud på regionens sygehuse og institutioner i slutningen af september måned.

Fakta om ligestillingsudvalget

Regionsrådet i Region Syddanmark nedsatte et politisk ligestillingsudvalg i forbindelse med valget i 2013.

Udvalget beskæftiger sig med ligestilling i bred forstand, blandt andet i forhold til køn, handicap, etnicitet og uddannelse.

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Pierre Topaz (S), Ligestillingsudvalget, Region Syddanmark, telefon 2944 7033

APPFWU01V