Skip til primært indhold

Regionen har modtaget KORA's evaluering af ambulanceudbud

KORA har nu afleveret sin evaluering af ambulanceudbuddet i Syddanmark. KORAs samlede vurdering er, at ”udbudsprocessen blev planlagt og gennemført på en måde, så den gav mulighed for at understøtte regionens overordnede målsætninger om økonomisk effektivitet/konkurrence, forsyningssikkerhed og kvalitet, og at regionen foretog relevante tiltag for at begrænse risici og håndtere de udfordringer, der opstod undervejs i processen”.

Udbudsmaterialet var hensigtsmæssigt udarbejdet, regionen foretog rimelige og relevante overvejelser, da BIOS og Responce blev valgt, og regionen tog højde for relevante forhold og gjorde en stor indsats for at følge op, da de to ambulanceleverandører skulle i gang med opgaven i 2015.

Det er hovedkonklusionerne i den evaluering af det syddanske ambulanceudbud, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) i dag har afleveret til Region Syddanmark. Det er regionen, der har bestilt evalueringen. Allerede i efteråret 2015 blev det besluttet, at der skulle gennemføres en ekstern evaluering, og regionen indgik aftalen om, at KORA skulle stå for evalueringen i efteråret 2016.

Læringspunkter

I evalueringen peger KORA også på flere såkaldte læringspunker, som regionen kan overveje ved fremtidige udbud. Bl.a. foreslår KORA, at regionen afsætter tid til klager i sin tidsplan for et udbud, så en eventuel klage ikke forskubber hele tidsplanen for udbuddet. Et andet eksempel på et læringspunkt er, at man – eventuelt på tværs af regioner - arbejder med grundigere information til nystartede og udenlandske entreprenører om danske arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold. 

Regionsrådets formandskab bestående af regionsrådsformand Stephanie Lose (V), 1. næstformand Poul-Erik Svendsen (S) og 2. næstformand Thies Mathiasen (DF) såvel som udvalgsformand for det præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V) udtrykker samstemmende tilfredshed med, at evalueringen nu foreligger:

- Der har været utrolig megen opmærksomhed om det syddanske ambulanceudbud, og lejlighedsvist også megen kritik af udbuddet, dets udfald og implementering. Samtidig har det været en udfordrende tid for alle involverede parter. Den megen omtale har utvivlsomt påvirket regionens borgere. Derfor var en evaluering nødvendig.

- Nu har KORA systematisk været igennem alle dele af udbuddet og har interviewet politikere, medarbejdere og eksterne parter, der har haft med udbuddet at gøre. KORA kan konstatere, at der er blevet gjort et grundigt og ordentligt stykke arbejde, som blev fulgt op af relevante tiltag undervejs i processen. Det ændrer dog ikke ved, at udbuddet har skabt uro om ambulancedriften i Region Syddanmark i en længere periode.

- Evalueringen peger også på flere ting, vi kan overveje at gøre anderledes eller lære af, når vi skal ud i store udbud. De forslag tager vi selvfølgelig med i vores videre arbejde i Region Syddanmark – ligesom vi stiller rapporten til rådighed for de øvrige regioner og Danske Regioner, så også andre kan få gavn af den læring, evalueringen indeholder.

Evaluering baseret på interviews og dokumenter

KORAs undersøgelse er baseret på interviews med nøgleinteressenter samt gennemgang af de mange dokumenter, der findes i sagen. KORAs evaluering er blevet kvalitetssikret af to såkaldte eksterne reviewere. Evalueringen har kostet 500.000 kr.

Evalueringen skal drøftes i regionens præhospitaleudvalg mandag den 3. april og i regionsrådet i maj.

Find evalueringen Udbud af den præhospitale indsats i Region Syddanmark (pdf)

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, mobil 25 33 09 82

1. næstformand Poul-Erik Svendsen (S), Region Syddanmark, mobil 29 20 12 00

2. næstformand Thies Mathiasen (DF), Region Syddanmark, mobil 40 40 77 46

Formand for det præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V), Region Syddanmark, mobil 20 31 36 24

Kontaktoplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V