Skip til primært indhold

Region Syddanmark og Tolke Danmark afbryder samarbejdet

Region Syddanmark og Tolke Danmark indgik i går aftes en aftale om at afbryde samarbejdet om fremmedsprogstolkning i regionen. Samarbejdet bliver afbrudt, fordi Region Syddanmark og Tolke Danmark er enige om, at indkøringen af den nye tolkeaftale ikke er forløbet som forudsat. Regionens sygehuse og lægepraksisser får i dag tilsendt en liste over mulige leverandører, som kan kontaktes for at få løst tolkeopgaver.

Efter et fællesudbud med landets øvrige fire regioner fik Tolke Danmark i efteråret 2016 tildelt kontrakten med fremmedsprogstolkning i Region Syddanmark med driftsstart den 1. februar 2017.

Region Syddanmark og Tolke Danmark er enige om, at indkøringen af den nye tolkeaftale ikke er forløbet som forudsat, og at parterne derfor er bedst stillet med at gå hver til sit. Derfor indgik Region Syddanmark og Tolke Danmark i aftes en aftale om at afbryde samarbejdet. Det betyder, at kontrakten om levering af tolkeydelser ophører med øjeblikkelig virkning.

I en kort overgangsperiode til og med den 19. februar 2017, er Tolke Danmark indstillet på at gennemføre de tolkninger, som regionen ønsker gennemført.

Får tilsendt liste med mulige leverandører

Regionens sygehuse og lægepraksisser får i dag tilsendt en liste over mulige leverandører, som kan kontaktes for at få løst tolkeopgaver.

Region Syddanmark gennemfører hurtigst muligt et nyt udbud af tolkeopgaven i regionen.

Fakta

Tolkeopgaven i Region Syddanmark omfatter alle opgaver inden for fremmedsprogstolkning på alle regionens sygehuse, i psykiatrien og hos privatpraktiserende læger og speciallæger.

I 2017 forventes der gennemført 74.000 tolkninger – fordelt med cirka 31.000 teletolkninger og cirka 43.000 fremmødetolkninger.

Tolke Danmark fik tildelt den nu ophørte kontrakt, fordi selskabets tilbud indeholdt det bedste forhold mellem pris og kvalitet af de 14 tilbud regionen fik ind. 

Yderligere oplysninger

Økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen, Region Syddanmark, mobil 29 20 11 50

APPFWU01V