Skip til primært indhold

Fugtsugende facadeplader på ny sengebygning i Kolding skal skiftes ud

Den nye sengebygning på sygehuset i Kolding er i lighed med mange andre byggerier monteret med MgO-vindspærreplader. Pladerne har vist sig at suge fugt med risiko for rust og råd til følge. Alle MgO-vindspærreplader skal derfor skiftes ud. Regionen undersøger p.t. ansvarsforholdene.

Selvom det kun er et år siden, at arbejdet med at montere facaden på den 6 etagers høje, nye sengebygning på sygehuset i Kolding gik i gang, skal facaden renoveres, fordi bygningens vindspærreplader er våde og begyndt at gå i opløsning.

Magnesiumholdige plader virker som en svamp

Vindspærrepladerne, der sidder bag sengebygningens aluminiumsfacade, kaldes MgO-plader. Pladerne indeholder blandt andet magnesium, som gør, at de suger vand fra luften, når luftfugtigheden er høj som eksempelvis om vinteren.

Pladerne kan således blive fugtige selv om facaden udenpå er tæt, og de bagvedliggende konstruktioner risikerer derfor at ruste eller rådne.

I daglig tale går pladerne, som er af kinesisk oprindelse, også under navnet ”crying boards”, fordi de kan blive så våde, at der løber dråber ned ad dem, hvilket også er tilfældet i Kolding.

Byggeskadefonden advarede om pladerne i 2015

Allerede i marts 2015 sendte Byggeskadefonden en advarsel til almene og kommunale bygherrer om problemerne med MgO-pladerne, men advarslen nåede ikke til regionens bord.

Afdelingschef Peter Holm fra regionens bygningsafdeling siger:

- Det er selvfølgelig helt utroligt ærgerligt, at vi ikke fik oplyst, at pladerne blev anvendt i facadeelementerne i stedet for de oprindeligt foreskrevne.  Det er dybt problematisk, at vi allerede her et år efter skal overveje at skifte pladerne ud. Det er et stort arbejde, som kommer til at koste flere millioner kroner.

En million kvadratmeter MgO-plader i Danmark

Rådgivningsfirmaet Bunch Bygningsfysik anslår, at der er monteret omkring 1.000.000 kvadratmeter MgO-plader i Danmark, og at den samlede regning for udskiftning af alle MgO-plader i Danmark vil beløbe sig til et sted mellem 1,5 og 2 milliarder kroner. 

Virksomheden har undersøgt, om det er muligt at imprægnere pladerne, så de ikke kan suge vand, men det har ikke vist sig muligt. Eneste løsning er at skifte alle plader ud.

Omfanget af udskiftningen i Kolding beregnes

Regionen er i øjeblikket i gang med at regne på, hvor mange kvadratmeter, det drejer sig om. Vurderingen er, at det drejer sig om 5.500 – 7.000 kvadratmeter facade, der skal have nye vindspærreplader. Det er kun den del af facaden, hvor der er vinduer eller andre glaspartier, der ikke vil blive berørt.

Vil undersøge muligheden for at placere ansvar

Region Syddanmark vil nu undersøge, om regionens rådgivere eller leverandør kan drages til ansvar for, at MgO-pladerne skal skiftes ud. En regning, der vurderes til at ende et sted mellem 11 og 14 millioner kroner.

Regionens innovationsudvalg skal drøfte sagen på det kommende udvalgsmøde. Formand Karsten Uno Petersen (S) siger:

- Det er klart, at vi skal til bunds i, hvordan sådan en fejl kan opstå og om vi kan placere ansvaret for den ekstraregning hos rådgiverne eller leverandøren.

Det er ikke besluttet, hvornår MgO-pladerne skal skiftes ud, og sengebygningen vil som planlagt blive taget i brug til sommer, da MgO-pladerne ikke har betydning for bygningens indre og udskiftningen kan foretages udefra.  

Fakta om MgO-plader

Der er især siden 2010 anvendt magnesiumholdige vindspærreplader (MgO-plader) i mange danske nybyggerier og renoveringer. Vindspærreplader skal være ventilerede, og det har desværre vist sig, at pladerne suger fugt fra den udeluft, de ventileres af, når den relative luftfugtighed i vinterhalvåret er høj.

Det betyder, at søm, skruer, beslag, profiler m.v. af ikke-rustfrit metal, der er i kontakt med de opfugtede plader, nedbrydes af korrosion, og at træværk, der er i kontakt med de opfugtede plader, formentlig nedbrydes m.v. af råd og svamp.

Kilde: Byggeskadefonden

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Karsten Uno Petersen (S), Innovationsudvalget, Region Syddanmark, mobil 2163 1193

Afdelingschef Peter Holm, Bygningsafdelingen, Region Syddanmark, mobil 2920 1610

Kontaktoplysning

APPFWU02V