Skip til primært indhold

Region Syddanmark har modtaget Statsforvaltningens udtalelse

Region Syddanmark har i dag modtaget Statsforvaltningens udtalelse vedrørende bistand til daværende regionsrådsformand Carl Holst (V) i forbindelse med valgkamp op til folketingsvalget i forsommeren. Regionsrådsformand Stephanie Lose(V) forventer, at forretningsudvalget og regionsrådet vil behandle udtalelsen mandag den 23. november 2015 på de allerede planlagte møder.

Statsforvaltningens vurderer, at der blandt de opgaver, som en tidligere medarbejder varetog som regionsansat i et større omfang er indgået bistand til førelse af valgkamp til den daværende regionsrådsformand i forbindelse med folketingsvalget i juni 2015.

Det er Statsforvaltningens opfattelse, at en region ikke inden for lovgivningens rammer kan stille en medarbejder i regionen til rådighed for sådan bistand.

Det er således Statsforvaltningens opfattelse, at den omhandlede bistand til førelse af valgkamp ligger uden for lovgivningens rammer, og at denne bistand således har været ulovlig.

- Jeg konstaterer, at Statsforvaltningens afgørelse er ret klar. Jeg sætter nu udtalelsen på dagsordenen til møderne i forretningsudvalget og regionsrådet på mandag. Så forventer jeg, at medlemmerne er indstillede på at behandle den, selvom det er med kort varsel, så regionsrådet hurtigt kan beslutte, hvad der skal gøres. Nu vil jeg bruge weekenden på at læse redegørelsen grundigt igennem, siger Stephanie Lose.

Statsforvaltningen lægger til grund, at regionsrådet generelt ikke har haft kendskab til, at medarbejderen har varetaget de nævnte arbejdsopgaver.

Endelig lægger Statsforvaltningen under hensyn til det af regionen oplyste til grund, at regionsrådet vil tage de fornødne skridt til at undgå, at en lignende sag opstår igen, herunder sørge for den nødvendige instruktion af regionens medarbejdere.

Statsforvaltningen foretager sig ikke yderligere i sagen.

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU02V