Skip til primært indhold

Psykiatridirektører: Vi lytter til vores medarbejdere

Psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen har i dag holdt møde med ledelsen på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Kolding. Han vil i den kommende tid være fast til stede på afdelingen.

Psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark, Jacob Stengaard Madsen, og administrerende direktør for psykiatrisygehuset i regionen, Charlotte Josefsen, har i dag holdt møde med ledelsen på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Kolding. Anledningen til mødet er et brev fra lægerne på afdelingen til regionsrådet. I brevet udtrykker lægerne bekymring for, at øgede krav i psykiatrien går ud over kvaliteten af deres arbejde. På mødet med afdelingsledelsen i dag har Jacob Stengaard Madsen lovet at indlede en direkte dialog med medarbejderne på afdelingen. Sammen med den øverste sygehusledelse vil han blandt andet være fast til stede i afdelingen hver mandag, indtil der er fundet fælles løsninger på de problemer, som medarbejderne oplever.

- I disse år gør vi rigtig mange ting for i højere grad at sætte de psykiatriske patienter i centrum og få dem udredt og behandlet hurtigst muligt. Det arbejde vil jeg rose alle vores medarbejdere for at tage del i. Så derfor tager jeg også den bekymring, som lægerne giver udtryk for, meget alvorligt. Jeg ved, at vi spænder medarbejderne hårdt for i disse processer. Og jeg anerkender, at de store forandringer kan føles voldsomme hos den enkelte medarbejder. Nu vil jeg sætte mig i spidsen for. at vi finder løsninger på de problemer, som medarbejderne oplever, og derfor flytter jeg mit skrivebord ind på afdelingen hver mandag, siger psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen.

Meget arbejde bag udredningsret

I deres brev til regionsrådet udtrykker lægerne blandt andet bekymring for, om de kan udføre deres arbejde ordentligt, når de skal leve op til udredningsretten på en måned, som regionsrådet har vedtaget som en del af et budgetforlig. Udredningsretten trådte i kraft her ved årsskiftet. Charlotte Josefsen er fuldt bevidst om, at det har krævet hårdt arbejde at blive klar til at opfylde den nye rettighed.

- Jeg ved, at arbejdet med at organisere den nye udredningsret har været en udfordring rundt omkring på de psykiatriske afdelinger. Og jeg synes, det er en fantastisk flot indsats, medarbejderne har leveret. Men medarbejderne skal selvfølgelig kunne se sig selv i de forandringer, der skal til. Vi har allerede iværksat mange tiltag på afdelingen for at løse de problemer, medarbejderne oplever, men nu sætter vi øget fokus på at finde løsninger. Den proces vil jeg nu følge tættere sammen med Jacob Stengaard Madsen”, siger Charlotte Josefsen.

Der er aftalt møde med lægerne på afdelingen den 3. februar 2014.

Yderligere oplysninger:

Psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen, Region Syddanmark, mobil 29 20 10 20

Administrerende sygehusdirektør Charlotte Josefsen, Psykiatrien i Region Syddanmark, mobil 29 17 70 35

APPFWU02V