Sønderjylland skal være en moderne kulturregion
Med historiske attraktioner og et internationalt miljø har Sønderjylland de bedste forudsætninger for at blive en stærk kulturdestination i turisternes øjne. Syddansk Vækstforum har bevilget ca. otte mio. kr. til at samle trådene og arbejde mere professionelt med det unikke fælles produkt.
Den historiske og den moderne kultur lever side om side i Sønderjylland, og attraktioner som Dybbøl Banke, Sønderborg Slot og Tønder Festival trækker masser af besøgende. Hvis Sønderborg med Sønderjylland-Schleswig oveni går hen og vinder kapløbet om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017, vil det sætte en tyk streg under det unikke internationale kulturmiljø, der findes i landsdelen.
Markedsføring under én hat
Men hvordan får flere turister øjnene op for de sønderjyske kvaliteter – også efter 2017? Ifølge Syddansk Vækstforum er sagen klar: Sønderjylland skal arbejde målrettet med at optimere og sammenkæde de nuværende tilbud, sikre fælles strategi og organisering samt markedsføre hele Sønderjylland under én hat – som en af Europas stærkeste kulturdestinationer. Derfor valgte Vækstforum på sit møde 19. juni at bevilge ca. otte mio. kr. til det fælles projekt, Destination Sønderjylland.
- I Sønderjylland er man vant til at få folk fra forskellige kulturer til at samarbejde, og den unikke grænsehistorie er i den rette indpakning et slaraffenland for både danske og internationale turister. Men det kræver, at man tør være ambitiøs på hele områdets vegne, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum.
Historie i moderne kontekst
Den nye pose penge skal altså gå til at sikre fælles strategi og organisering, opkvalificere de nuværende tilbud og få aktørerne til at arbejde sammen om for eksempel faste ”pakker”, der rummer adgang til flere attraktioner. Desuden skal der arbejdes med at levendegøre de historiske attraktioner på nye måder og sætte dem ind i en moderne kontekst omkring Sønderjylland som kulturregion.
- Syddanmark har en overordnet målsætning om at gå fra grænseregion til vækstregion, og det er også i dette lys, at Vækstforums bevilling skal ses. Det nye professionelle destinationsarbejde skal række hen over grænsen og udnytte områdets styrker endnu bedre, så turismen kan være med til at trække væksten fremover, siger Carl Holst.
De fire sønderjyske kommuner står samlet bag Destination Sønderjylland sammen med en række af områdets turistattraktioner og organisationer. Projektledelsen ligger hos Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter.