Skip til primært indhold

Ny CDU-kandidat havde Syddanmark som første stop

Region Syddanmark var første stop på en større Danmarkstur for Dr. Christian von Boetticher, der ud over at være gruppeformand for CDU i Landdagen i Kiel netop er blevet valgt som ny kandidat til ministerpræsidentposten efter Peter Harry Carstensen.

Dr. Christian von Boetticher (CDU) og Carl Holst (V) i regionsrådssalen i Vejle. De er enige om at fastholde det tætte samarbejde over grænsen (Foto: Marie Hauberg).

Dr. Christian von Boetticher (CDU) og Carl Holst (V) i regionsrådssalen i Vejle. De er enige om at fastholde det tætte samarbejde over grænsen (Foto: Marie Hauberg).

Fire dage efter han blev valgt til spidskandidat kom han tirsdag den 10. maj på besøg i regionshuset i Vejle sammen med tre gruppefæller, som er mulige ministre i en ny regering.

Samarbejde har topprioritet

Den tyske delegation blev mødt af regionsrådsformand Carl Holst (V), udvalgsformand Lasse Krull (C) samt regionsrådsmedlem John Lohff (C).

- Det er glædeligt, at Dr. Christian von Boetticher og hans følge bevidst vælger at tage til Region Syddanmark som det første. Dermed viser de, at det dansk-tyske samarbejde hen over landegrænsen også har topprioritet for dem, siger Carl Holst. 

Stærkere bil- og togforbindelser

Som en del af mødet holdt Lasse Krull oplæg om strategierne for Region Syddanmarks arbejde, ikke mindst når det gælder infrastrukturen på tværs af grænsen. Her var der især fokus på, at Femern Bælt-forbindelsen ikke må spærre for en udbygning af bil- og togforbindelserne mellem Jylland og Tyskland – og dermed muligheden for at skabe en endnu stærkere vækstregion i området.

Fra tysk side blev der nikket genkendende til at fortsætte samarbejdet og gøre en indsats for at synliggøre den fælles grænseregion over for København og Berlin.

Fælles interesser

- Vi har ikke tænkt os at nedprioritere det stærke grænseoverskridende samarbejde, som vi har opbygget over så mange år. Det samarbejde har ikke kun noget med infrastruktur at gøre – det handler også om kultur og identitet. På den måde var det dejligt at opleve, at vores interesser stemmer overens, siger Dr. Christian von Boetticher.

APPFWU02V