Skip til primært indhold

Journalister giver Region Syddanmark bedste karakterer for god kommunikation

En ny stor undersøgelse viser, at Region Syddanmark er den offentlige organisation i Danmark, flest journalister umiddelbart kommer i tanke om, når de bliver spurgt om, hvem der er god til medierelationer.

Journalister, der henvender sig til Region Syddanmarks kommunikationsafdeling, oplever en høj grad af åbenhed, hurtig reaktionstid og at de modtager gode pressemeddelelser fra regionen.

I en ny stor undersøgelse vurderer 183 danske journalister, at Region Syddanmark er klart bedst til medierelationer sammenlignet med andre regioner, kommuner og sygehuse. Journalisterne er blevet spurgt til, hvem de først kommer i tanke om, når de skal tænke på en region, kommune eller sygehus, som er god til at kommunikere. 

22 procent af journalisterne peger på Region Syddanmark, på 2. pladsen kommer Region Midtjylland (15 procent), og på 3. pladsen kommer Københavns Kommune (7 procent).

- Aviser, radio og TV er nogle af de vigtigste kanaler til at give Region Syddanmarks borgere viden om regionens tilbud til dem. Derfor har Region Syddanmark, lige siden vi blev til, haft fokus på at være gode til at kommunikere med pressen. At journalister nu anerkender, at vi er blandt de bedste til at kommunikere med dem, kan vi kun være meget tilfredse med, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

16 offentlige organisationer er bedømt

Journalisterne har i undersøgelsen bedømt 16 organisationer blandt regioner, kommuner og sygehuse. I undersøgelsen bedømmer journalisterne – udover top-of-mind - deres tilfredshed med samarbejdet med organisationen, organisationens image og organisationens ledelse. I den samlede bedømmelse her kommer Region Syddanmark ind på en 2. plads. Her rangeres Sygehus Lillebælt bedst, og Region Nordjylland kommer ind på en 3. plads. I denne del af undersøgelsen bedømmer journalisterne blandt andet kommunikationsafdelingernes reaktionstid, afdelingernes evne til at finde interessante historier til pressen og afdelingernes viden om aktuelle sager.

Også Region Syddanmarks kommunikationsdirektør Søren Braun er tilfreds med den flotte placering.

- Udover at give journalisterne en god service, når de henvender sig til os, har vi i de seneste par år også arbejdet på at blive bedre til selv at melde os på banen i debatter – for eksempel med ekspertviden. Undersøgelsen viser, at her er vi også blevet bedre, siger Søren Braun.

Løfte niveauet

Carl Holst ser den fornemme rangering som en platform til at løfte niveauet yderligere.

- Når jeg møder borgerne rundt omkring i regionen bliver jeg ind imellem forundret over, hvor lidt de ved om den hjælp, de kan få på vores sygehuse, sociale institutioner og inden for psykiatrien. Alt sammen noget Region Syddanmark har ansvaret for. Det fortæller mig, at vi skal være endnu bedre til at kommunikere og fortælle om vores arbejde – blandt andet i aviser, radio og TV. Derfor skal de flotte karakterer, journalisterne giver os, først og fremmest anspore os til at gøre det endnu bedre, siger Carl Holst.

Fakta om undersøgelsen

290 indlands- og lokaljournalister fra både nationale og regionale medier i Danmark har deltaget i Aalunds kommunikationsanalyse, PR-barometret Samfund. Journalisterne vurderer deres kontakt til og opfattelse af 4-5 offentlige institutioner, faglige organisationer og interesseorganisationer, som de har researchet på eller arbejdet med inden for det seneste år. Mere præcist undersøges tilfredsheden med medierelationerne i fire organisationsgrupper: 1) Statslige institutioner, 2) Regioner, kommuner og sygehuse 3) Faglige organisationer 4) Interesseorganisationer

Det er femte gang, at undersøgelsen bliver gennemført i Danmark, og i alt er 54 organisationer blevet målt i 2011.

39 journalister har bedømt Region Syddanmark. Undersøgelsen er gennemført fra ultimo september til primo november 2011.

APPFWU01V