Skip til primært indhold

Et kig in i fremtidens social- og sundhedsvæsen

På konferencen Velfærdsteknologi.nu den 20. april sætter Region Syddanmark, Odense Kommune, Servicestyrelsen og SDU langt lys på, og prøver at se nogle år ind i fremtiden, hvor velfærdsteknologi og –service er en integreret del af eksempelvis sygehuse og plejehjem. På konferencen kan du se og opleve teknologierne i Danmarks første messe for velfærdsteknologier.

Prøv for eksempel det intelligente toiletsæde, der løfter og vasker brugeren, eller hold robotsælen Paro, der giver demente et bedre liv.

Med velfærdsteknologi forstås en teknologi eller en service, der kan hjælpe og assistere brugere inden for social- og sundhedsområdet og effektivisere arbejdsgange.

Vi satser stærkt på velfærdsteknologi for at udnytte nogle af de enestående potentialer, der er for alle parter: Borgerne får bedre kvalitet i form af flere fleksible og individuelle løsninger, personalet får bedre arbejdsmiljø med færre nedslidende rutineopgaver og mere tid til omsorgsopgaver, manglen på arbejdskraft i social- og sundhedsvæsnet imødekommes, virksomheder får adgang til et nyt enormt og købekraftigt marked.

Disse punkter tager vi under kritisk behandling i konferencens paneldebat og efterfølgende i aktionsgrupperne, hvor fokus er på nedbrydelsen af de barrierer, der er for udbredelsen af velfærdsteknologi.

"Velfærdsteknologi handler om at gøre kolde hænder varme. Vi skal bruge teknologi til at løse så mange opgaver som muligt, så vores medarbejdere kan bruge tiden på at hjælpe patienter og borgere. Vi skal give medarbejderne bedre mulighed for at løse de opgaver, vi ved, de brænder for. Med velfærdsteknologi slår vi mange fluer med ét smæk. Vi skaber samarbejde mellem den offentlige og den private sektor. Vi leverer bedre service og kvalitet til borgere og patienter. Vi giver virksomheder i regionen mulighed for komme ind på et forretningsområde, hvor efterspørgslen vil blive meget stor - også internationalt", siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

"Velfærdsteknologi er formentlig det område, hvor Odense og Region Syddanmark har det største vækstpotentiale. Som offentlige myndigheder skal vi gå foran og være professionelle samarbejdspartnere, der både stiller fremsynede og præcise krav til virksomhederne og samtidig stiller os til rådighed for samarbejde om udvikling og afprøvning af nye teknologier og nye metoder. Jeg synes, at vi har fået sat et rigtigt stærkt hold med kompetente aktører inden for erhverv, uddannelse, forskning og offentlig service, og vi er allerede kommet godt i gang", siger Jan Boye (K), Borgmester i Odense.

Konferencen markerer kick-off for den syddanske satsning på udvikling og implementering af velfærdsteknologier og velfærdsservice i social- og sundhedsvæsnet. Det er Region Syddanmark, Odense Kommune, Servicestyrelsen og Syddansk Universitet, der er værter for arrangementet. 250 deltagere har meldt sig, heriblandt politikere, virksomheder, forskere, faglige organisationer, fagfolk fra social og sundhedsvæsnet, journalister og kommuner.

Bramstrup Gods syd for Odense bliver den spektakulære ramme om konferencen, der afholdes den 20. april 2009 fra kl. 9-16.

Der er desværre ikke plads til flere deltagere på konferencen. Dog er der reserveret et antal pladser til pressen. Er du interesseret i en presseplads så kontakt Dorte Dalkjær på tlf.: 2920 1208 eller dorte.dalkjaer@regionsyddanmark.dk

APPFWU01V