Skip til primært indhold

Akutmodtagelserne under udvikling

150 fagfolk og politikere fra Region Syddanmark mødtes onsdag i Middelfart for at udvikle hjørnestenen i fremtidens sygehuse – de fælles akutmodtagelser.

Fremover skal alle akutte patienter ind af én og samme dør på sygehuset, så de uanset tidspunktet på døgnet og året kan blive mødt af et team af specialister, som hurtigst muligt kan yde den bedst tænkelige hjælp.

Det kan lyde simpelt, men ikke desto mindre er det den største omvæltning af sundhedsvæsnet i Danmark i nyere tid. Patienterne vil få en hurtigere og bedre behandling, medarbejderne vil få nye måder at arbejde på, og sygehusbygningerne bliver fysisk ændret, så de passer til den nye måde at tænke sygehusvæsnet på.

På konferencen i Middelfart bidrog fagfolk og politikere fra hele regionen med input til, hvordan man rent praktisk sikrer, at akutmodtagelserne kommer til at fungere som omdrejningspunkt i fremtidens sygehusvæsen.

- Spørgsmålet om hvor akutsygehusene skal ligge i fremtiden har fyldt utroligt meget i debatten. Til gengæld har der ikke været den store interesse for, hvad der rent faktisk skal foregå på sygehusene, når de står færdige. Det er til trods for, at det er altafgørende for kvaliteten af den behandling patienter får, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V) i den indledende tale og udtrykte dermed sin glæde over det faglige engagement, der kom til udtryk på konferencen.

Stafetter og stram tidsstyring

Med akutmodtagelserne skal patienten fremover mødes med de mest erfarne specialister først. På den måde kan patienterne hurtigere få deres diagnose, og faktisk er målet på sigt, at mellem 70 – 80 pct. af alle akutte patienter skal færdigbehandles i akutmodtagelsen. Patienterne vil altså fremover komme hurtigere hjem fra sygehuset, og der bliver ikke brug for så mange senge på sygehusene.

Men allerede her rejser der sig et utal af spørgsmål: Skal vi gøre som i England, hvor man højst må være indlagt fire timer i akutmodtagelsen? - eller skal der være plads til, at man kan være indlagt et døgn? Og hvordan sikrer man, at en patient bliver videregivet med alle væsentlige oplysninger til en anden afdeling i de tilfælde, hvor det bliver nødvendigt?

Region Syddanmark arbejder med det, der kaldes standardiserede tidsstyrede patientforløb. Det betyder, at alle ved præcis, hvornår de skal gøre de forskellige ting i behandlingen af en patient. Og en såkaldt stafetmetode skal sikre, at patienterne kommer sikkert videre til en anden afdeling. Stafetten er billedet på, at man ikke slipper taget i patienten, før man er sikker på, at den næste medarbejder har godt fat.

Det er blot enkelte eksempler på nogle af de mange emner deltagerne diskuterede. Og selvom intet er endnu lagt fast, så viste konferencen, at hjørnestenen i fremtidens sygehusvæsen er ved at tage form.

Erfaringer på godt og ondt

Konferencen gav også et overblik over, hvor langt sygehusene er med opbygningen af akutmodtagelserne.

Sygehus Lillebælt åbnede akutmodtagelsen på Kolding Sygehus den 18. august 2008 og har dermed som det første sted nået at høste værdifulde erfaringer.

Fem specialer (gynækologi, medicin, organkirurgi, karkirurgi og ortopædkirurgi) blev samlet i én afdeling med i alt 31 senge. Målene var her sat til, at der dagligt skulle modtages 20 patienter. Ingen af patienterne måtte være indlagt i akutmodtagelsen i mere end 48 timer, og 50 pct. skulle færdigbehandles i akutmodtagelsen, så de kunne sendes direkte hjem.

Status efter det første halve år er, at akutmodtagelsen i snit modtog 23 patienter pr. dag. Cirka én ud af seks patienter endte med at ligge længere end 48 timer i akutmodtagelsen. Til gengæld blev to ud af tre patienter færdigbehandlet med det samme og sendt direkte hjem.

De første erfaringer viser, at akutmodtagelsen er sårbar under spidsbelastning, for hvis der er for mange patienter til et speciale, rammer det de øvrige specialer i akutmodtagelsen. Til gengæld er det lykkes at skabe et positivt samarbejde på tværs af afdelinger og specialer. Der er blevet mere ro på sygehusets specialafdelinger, og flere patienter får hurtigere den rette behandling.

Erfaringerne fra Kolding vil sammen med erfaringerne fra de øvrige sygehuse løbende blive indsamlet og brugt til den videre udvikling af det endelige koncept, der skal sikre de bedst tænkelige akutmodtagelser i Region Syddanmark.

FAKTA

Regionsrådet i Region Syddanmark vedtog i efteråret 2008, at sygehusene i Esbjerg, Aabenraa, Kolding, Svendborg og Odense skal have en fælles akutmodtagelse.

Der er udarbejdet en plan for, hvordan de fælles akutmodtagelser skal fungere. Planen er i øjeblikket i høring i fem uger til den 1. maj. 2009. Konferencen i Middelfart blev afholdt som led i høringen.

Planen for akutmodtagelserne forventes endeligt færdigbehandlet af regionsrådet den 22. juni 2009.

Se mere på www.fremtidenssygehuse.dk 

Mere end 150 fagfolk fra regionen deltog i konferencen i Middelfart.

Mere end 150 fagfolk fra regionen deltog i konferencen i Middelfart.

APPFWU01V