Skip til primært indhold

Direktør for Syddansk Turisme

Det bliver Kim Folmann Jørgensen, Svendborg, der kommer til at stå i spidsen for opbygningen af Syddansk Turisme, det nye turismeselskab for hele Syddanmark.

Kim Folmann Jørgensen, 53 år, blev onsdag udpeget til direktør for Syddansk Turisme, der er en fusion imellem FynTour og det syd- og sønderjyske turismeselskab RST.

Han kommer fra en stilling som direktør i det ene af fusionsselskaberne, FynTour.

Syddansk Turismes hovedformål er at sikre, udvikle og fremme Region Syddanmarks vækstmuligheder inden for turisme og oplevelsesøkonomien.

Han har prøvet det før

- Med Kim Folmann Jørgensen får vi en direktør, som tidligere har været med til at opbygge en ny turismeorganisation fra bunden.

Det siger regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S). Han er formand for den midlertidige styregruppe, som har en bred regional sammensætning.

- Gennem sit tidligere arbejde har han tillige har demonstreret evner for at arbejde strategisk med udvikling turisme og oplevelsesindustri. Begge dele vigtige kompetencer, vi står foran med det nye selskab, siger Karsten Uno Petersen.

Ønsker ingen centralisme

Kim Folmann Jørgensen udtrykker sin glæde over nu at kunne fortsætte omstillingen af turismearbejdet efter den opskrift, han plejer at kalde ’fra blå badebold til oplevelsesøkonomi'.

- Syddansk Turisme skal ikke centralisere og ensarte udviklingen. Tværtimod skal vi koordinere og inspirere de enkelte dele af regionen til at udvikle sig ud fra egne styrkepositioner.

- Vesterhavet skal være endnu mere Vesterhav, og Sønderjylland skal være endnu mere sønderjysk. Det er netop mangfoldigheden, som er regionens styrke, siger Kim Folmann Jørgensen.

Fakta om Kim Folmann Jørgensen

  • Uddannet lærer fra seminarierne i Silkeborg og Skårup, 1979.
  • Supppleret med HD i afsætning og står foran at afslutte MBA fra Syddansk Universitet/Aarhus Business School.
  • Direktør for FynTour, som han var med til at opbygge fra starten i 1985 til 1992.
  • Efter seks år som direktør for Greenland Tourisme A/S vendte han i 1999 tilbage til FynTour.
  • Han har været med til at udvide selskabets fokus fra turisme i snæver forstand til at omfatte nye forretningsområder som f.eks. oplevelsesøkonomi.

Fakta om Syddansk Turisme

  • Fusionen af de eksisterende turismeselskaber har været på vej, siden regionen blev etableret. Den blev endelig godkendt på regionsrådsmødet 20. december 2007.
  • Syddansk Turisme får kontor i Middelfart.
  • Der er nedsat en styregruppe, der fungerer som midlertidig bestyrelse for Fonden Syddansk Turisme under dannelse.

Styregruppens medlemmer

Regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen.

Regionsrådsmedlem Bent Bechmann.

Kommunaldirektør Lars Olsen.

Borgmester Ib Kristensen, Billund kommune.

Borgmester Finn Brunse, Assens kommune.

Viceborgmester Hans Chr. Thoning, Varde kommune.

Vognmand John Bergholt, Fyntours bestyrelse.

Formidlings- og markeringschef Morten Hechmann Andersen, Givskud Zoo.

Borgmester Gylling Haahr, Varde kommune.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen. Tlf. 2163 1193. Kim Folmann Jørgensen. Tlf. 6613 1337/2060 3311.

Afdelingschef Rune Stig Mortensen Region Syddanmark. Tlf. 7663 1160/2920 1160.

Kontaktoplysning

APPFWU01V