Skip til primært indhold

Regionsrådet drøfter budget

På grund af strejken forventes det at Folketinget i løbet af efteråret, vil ophæve adgangen til den udvidede behandlingsgaranti på en måned.

Hvordan det syddanske sygehusvæsen tackler den opgave, var et af emnerne da regionsrådet mandag havde Region Syddanmarks budget for 2009 til 1. behandling.

Regionens budget afspejler en meget stor organisation med en omsætning, som nærmer sig 25 mia. kr. om året.

”Nu skal vi i gang med budgetdrøftelserne. Vi har en aftale mellem staten og regionerne, og nu er det op til os regionsrådspolitikere, at omsætte de rammer aftalen giver til virkelighed for borgerne og medarbejdere i Region Sydanmark, og dermed levere vores del af aftalen,” siger regionsrådsformand Carl Holst. (V)

De sygeste først

Også det syddanske sygehusvæsen står over for store udfordringer i det næste år. Dels er der i økonomiaftalen kun økonomiske rammer til en begrænset vækst, dels er der forudsat effektiviseringer på mere end 250 mio. kr.

Der var i regionsrådet bred enighed om, at aktiviteten skal målrettes de mest syge og de patienter som har ventet længst. Med det udgangspunkt blev der udtrykt en ambition om at udvikle en metode i Region Syddanmark som kan danne skole for en landsdækkende model for patienternes udvidede frie valg, som folketinget suspenderer frem til sommeren 2009.

Kollektiv trafik under pres

Økonomiaftalen giver ikke flere penge til den kollektive trafik. Regionen oplever, at trafikselskaberne taber passagerer og dermed indtægter, samtidig med, at omkostningerne stiger. Regionen har derfor udsendt forslag til nye principper for den regionale kollektive trafik. De skal sikre målrettet og hurtig transport mellem regionale trafikknudepunkter. Der vil derfor være behov for en tæt dialog med trafikselskaberne og kommunerne, som står for den lokale trafik, om at indrette kørslen efter de nye målsætninger.

Jordforurening

En omfattende forurening findes under Grindsted by, Region Syddanmark har derfor iværksat undersøgelser, der skal afdække omfanget og eventuelle risici. Regionen har allerede taget initiativ til et tæt samarbejde med miljøministeriet og kommunen.

Skepsis overfor Psykiatriens finansiering

Endelig blev finansieringen på psykiatriområdet drøftet.

Flere partier i Regionsrådet gav udtryk for, at det utilfredsstillende, at en stor del af finansieringen sker via statens tidsbegrænsede SATS-puljer, når der faktisk er tale om den grundlæggende finansiering af aftalte aktiviteter. Der var bred enighed om, at der skulle holdes et vågent øje med området.

”I Danske Regioners forretningsudvalg og bestyrelse har vi kæmpet for at komme væk fra modellen med satspuljer, og den kamp vil vi naturligvis forsøge at fortsætte,” siger regionsrådsformand Carl Holst.

Det endelige budget vedtages på regionsrådsmødet den 29. september.

Yderligere oplysninger:

Carl Holst, regionsrådsformand. Tlf. 4032 5210

APPFWU01V