Skip til primært indhold

Første del af oprensningen i Kærgård Plantage er slut

I dag, tirsdag den 18. august 2009, blev det sidste læs med forurenet jord kørt væk. Og dermed er første del af oprensningen af en af Danmarks største forureninger, Kærgård Plantage, afsluttet.

Regionrådsformand Carl Holst lagde presenning på det sidste læs og sendte den sidste lastbil med forurenet jord af sted.

- I dag markerer vi en milepæl i dansk miljøpolitik. Region Syddanmark har nu - i samarbejde med staten og andre gode kræfter – afsluttet første etape i oprydningen af Danmarks største kemikalielosseplads, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

- Det er glædeligt, at vi nu har fået fjernet den værste del af forureningen i en af Danmarkshistoriens største og ældste forureningssager. Forhåbentlig vil man snart igen kunne færdes sikkert i området, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).

Daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) og regionsrådsformand Carl Holst (V) besluttede den 9. marts 2007, at stat og region i fællesskab ville gå i gang med oprydningen af forureningen i Kærgård Klitplantage. Siden daer der kørt godt 4000 tons forurenet jord og træ bort fra Kærgård Plantage til behandling i Tyskland og Holland, hvilket svarer til omkring 160 lastbiler. 1700 tons er sejlet til Holland, 2300 tons kørt med lastbil til Tyskland.

- Dagens milepæl betyder dog ikke, at området er rent. Næste skridt er at rense grundvandet under de gruber, vi har gravet ud, fortsætter Carl Holst.

I forbindelse med arrangementet fortalte Region Syddanmarks jordforureningsafdeling om arbejdet med at få den forurenede jord gravet op, og om næste skridt i oprensningen, som består i at rense det forurenede grundvand under grube 1 og 2.

Carl Holst benyttede samtidig lejligheden til at takke medarbejdere, Miljøministeriet og de mange involverede parter for deres indsats. Uden dem havde man ikke stået her i dag, påpegede regionsrådsformanden.

Blandt deltagerne var også miljøminister Troels Lund Poulsen (V), formand for Plan- og Miljøudvalget i Varde Kommune, Preben Friis-Hauge (V),Miljøstyrelsen, regionsrådet, medarbejdere i Region Syddanmark samt entreprenør og rådgivere.

Fakta

Kærgård Plantage var en af Danmarks største forureninger. I gennem næsten 20 år deponerede Grindstedværket 280.000 kubikmeter spildevand i Kærgård Klitplantage og skabte dermed den største kendte kemikalielosseplads i Danmark. Deponeringen stoppede i 1973.

De godt 4000 tons forurenet jord og træ, der er kørt bort fra Kærgård Plantage, er jord fra grube 1 og 2. Tilbage står oprensningen af øvrige fire gruber. Der vil først blive taget endelig stilling til de øvrige fire grubers skæbne, når hele indsatsen ved grube 1 og 2 er afsluttet og alle erfaringerne derfra er høstet.

En grube er en lavning i klitterne, hvor spildevandet er deponeret.

Der er i den første fase fjernet op imod 200 tons giftige kemikalier; opløsningsmidler, tungmetaller og lægemiddelaffald.

Udover oprensningen af de øvrige fire gruber vil Region Syddanmark også gå i gang med at rense grundvandet under de oprensede gruber. Jordforureningsafdelingen er allerede i gang med at finde en velegnet metode til at bekæmpe forureningen i grundvandet. Man forventer at være klar med en effektiv metode i starten af 2011, så grundvandet under grube 1 og 2 kan blive renset i de efterfølgende år.

Der er sat 50 mio. kr. af til den samlede oprensning – et beløb som deles ligeligt mellem stat og region. I første fase er de første 20 mio. kr. blevet brugt.

APPFWU02V