Alarm 112
Ring 112, hvis der er sket en alvorlig ulykke, eller hvis du har brug for akut hjælp ved livstruende sygdom.
Når du ringer 112
Når du ringer 112, er det vigtigt, at du fortæller:
- Hvem du er
- Hvor du er
- Hvor mange tilskadekomne der er
- Hvor hårdt de er kommet til skade.
Du vil først komme igennem til politiets alarmcentral. Hvis din henvendelse drejer sig om sygdom eller ulykker, vil du blive stillet om til en sundhedsfaglig visitator på regionens AMK-vagtcentral, der hjælper dig med at starte en eventuel behandling, indtil hjælpen når frem.
Ring ikke 112 i følgende situationer
Du skal ikke ringe 112, hvis det drejer sig om:
- Forstuvninger
- Mindre sår
- Flænger og flækkede øjenbryn
- Mindre forbrændinger
- Almindelig næseblod
- Sportsskader
Kontakt i stedet din egen læge eller Region Syddanmarks Læge- og Skadevagt på telefon 70 11 07 07. På den måde sikrer vi den bedste hjælp til alle.
Hjælpen starter i telefonen
Når du ringer 112 er det selvfølgelig, fordi du har brug for hjælp. Men vi sender – ikke altid – en ambulance. Det afhænger af situationen.
Derfor er det vigtigt, at du forsøger at bevare roen, så den sundhedsfaglige visitator kan give dig den hjælp, du har brug for.
Det er den sundhedsfaglige visitators ansvar at sørge for, at alvorligt syge og tilskadekomne kan få en ambulance. Derfor er det vigtigt, at ambulancerne ikke blokeres til kørsler, som man selv kan klare.
Brug for politiet?
Har du brug for at komme i kontakt med politiet for at anmelde en forbrydelse eller andet, der ikke kræver øjeblikkelig udrykning, skal du ringe 114 – det er det direkte nummer til din nærmeste politistation.