Efterskoler skal vise vej til erhvervsuddannelser
Flere unge skal få øjnene op for de mange muligheder, der er i en erhvervsuddannelse, og efterskolerne kan være en del af løsningen. Derfor afsætter regionsrådet i Region Syddanmark nu tre mio. kr. til et forsøg, som skal få flere unge på efterskolerne til at gå efter et svendebrev.
For de kommende 9. og 10. klasses-elever på en række syddanske efterskoler bliver virksomheder ikke bare noget, de kører forbi eller læser om. Eleverne vil få opgaver, som betyder, at de kommer ud i produktionshallerne, og de vil møde fag på skemaet, som er meget mere erhvervsrettede end tidligere.
Det skyldes, at regionsrådet i Region Syddanmark på sit seneste møde sagde ja til at bevilge godt tre mio. kr. til projektet ”E2E – fra efterskole til erhvervsuddannelse”. Det er en række syddanske ungdomsuddannelser og efterskoler, som er gået sammen om projektet.
Unge ved for lidt
Målet med projektet er at give omkring 1.200 efterskoleelever en større viden om erhvervsuddannelserne, og at hver fjerde elev på de efterskoler, som deltager, søger optagelse på en erhvervsskole.
- Vi vil gerne holde på produktionsarbejdspladserne i Syddanmark, som er vigtige for, at vi kan have udvikling og vækst. Derfor skal vi bl.a. have nogle dygtige unge mennesker til at betjene de avancerede robotter og maskiner, som bidrager til mange virksomheders konkurrenceevne, siger Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark og forklarer:
- Vi ved, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i de kommende år, og derfor er vi i fuld gang med en række indsatser. På den lange bane er uddannelse en del af svaret, og det er vigtigt, at vi får vist de unge, hvor meget de egentlig kan med en erhvervsuddannelse. Det sker i projektet her, og derfor har vi valgt at bevilge penge fra regionens uddannelsespulje til det, siger Bo Libergren.
20 mio. kr. til gode idéer
Der ligger årligt ca. 20 mio. kr. til forsøgs- og udviklingsinitiativer i den syddanske uddannelsespulje, og regionsrådet fordeler bl.a. pengene til projekter, som fokuserer på at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. Der er også fokus på at få flere unge til at vælge en uddannelse indenfor science, og at flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse og tager en videregående uddannelse.
Samarbejder om unges fremtid
Regionsrådet har besluttet, at pengene i uddannelsespuljen skal gå til projekter og aktiviteter, der udspringer af Syddansk Uddannelsesaftale. Det er en aftale, der er indgået mellem regionen og en lang række aktører indenfor uddannelsesområdet som ungdomsuddannelser, videregående uddannelser samt kommuner. Aftalen går ud på at styrke koordinationen og samarbejdet parterne imellem inden for uddannelsessektoren i Syddanmark.
Yderligere fire uddannelsesprojekter fik midler fra uddannelsespuljen:
- Anvendt naturvidenskab for de 14-24 årige
- E-sport og Uddannelse i Region Syddanmark
- Geo & Bio Science Center Syd
- Klar til Studier