Skip til primært indhold

Danmarks første nærhospital indviet i Middelfart

I Middelfart har region og kommune taget et vigtigt skridt mod fremtidens sundhedsvæsen, hvor den nære og sammenhængende behandling er i fokus. 8. september blev Danmarks første nærhospital – Middelfart Nærhospital – indviet. Det rummer en lang række sundhedstilbud tæt på borgerne.

Efter flere års tæt samarbejde og en omfattende ombygning står Middelfart Nærhospital nu klar med en lang række regionale og kommunale sundhedstilbud samlet under ét tag. Målet er klart; at bringe sundhedstilbuddene tættere på borgerne og skabe mere sammenhængende forløb på tværs af kommune og region. 

Regionsrådsformand Bo Libergren siger: 

- Vi markerer mere end bare åbningen af et nyt hus – vi markerer begyndelsen på en ny måde at tænke sundhed på. Vi samler funktioner, der før lå spredt, og vi gør det nemmere for borgerne at få hjælp tæt på hjemmet. Når psykiatri, jordemødre, røntgen og akutsygepleje findes under samme tag, skaber vi bedre rammer for både borgere og medarbejdere. Det er et vigtigt skridt mod et sundhedsvæsen med mere nærhed og højere kvalitet og et helt konkret eksempel på de intentioner, regeringen har med deres store sundhedsreform. 

Sundhedstilbud kommer tættere på 

Cirka 400 borgere var mødt op for at fejre indvielsen af det nye nærhospital, og det glæder borgmester Johannes Lundsfryd Jensen fra Middelfart Kommune:

- Middelfart Nærhospital er et fælles løft for hele vores kommune. Vi rykker sundhedstilbuddene tættere på dem, der har behov, og vi gør det lettere for borgerne at navigere i et komplekst sundhedsvæsen. Jeg er særligt stolt over det stærke samarbejde med regionen, som har gjort det muligt at skabe et hus, hvor vi sætter borgerne først. Samtidig er jeg glad for, at vi har fremtidssikret et hospital i Middelfart.

Indvielsen bød på taler, fernisering af kunst i samarbejde med Statens Kunstfond og mulighed for at møde medarbejdere og høre om de mange tilbud i huset.

Fakta om nærhospitalet

Nærhospitalet er cirka 4.000 kvadratmeter stort og vil servicere omkring 75.000 borgere årligt. 

Nærhospitalet rummer blandt andet følgende sundhedstilbud: 

  • Regionalt daghospital med ambulatorier for øjensygdomme, diabetes, hjertesygdomme, hjerne- og nervesygdomme, lungesygdomme og skoliose
  • Lokalpsykiatri 
  • Afdeling for Tværfaglig Traumebehandling (ATT) 
  • Røntgen og scanning
  • Blodprøver og EKG
  • Høreklinik
  • Jordemoderkonsultation
  • Smerteklinik
  • Lægevagt
  • Aflastningspladser
  • Sundhedsklinik
  • Kommunal akutsygepleje
  • Sundhedspleje

Nærhospitalet drives i fællesskab af Middelfart Kommune, Region Syddanmark og Sygehus Lillebælt. 

Fotos fra dagen

Middelfart Nærhospital set fra oven

Middelfart Nærhospital

Regionsrådsformand Bo Libergren og borgmester Johannes Lundsfryd, Middelfart Kommune, holder tale

Balloner stiger til vejrs

Cirka 400 borgere var mødt op til indvielsen af Middelfart Nærhospital

Medarbejdere fortæller om nærhospitalet 1

Medarbejdere fortæller om nærhospitalet 2

Medarbejdere fortæller om nærhospitalet 3

Oversigt over nærhospitalets mange funktioner

APPFWU02V