Skip til primært indhold

Haderslev Kommune lejer sygehuskøkken af Region Syddanmark

Der vil fortsat være gang i gryder og pander i køkkenet på Haderslev Sygehus.

Region Syddanmark og Haderslev Kommune er blevet enige om en lejeaftale, hvor kommunen får mulighed for at samle sin madproduktion i sygehuskøkkenet.

"Det er godt, at Haderslev Kommune nu kan komme til at lave mad i sygehuskøkkenet, så der fortsat kan være lys i køkkenvinduerne på sygehuset", siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

"Det passer som fod i hose med det, vi gerne vil. Nemlig at der fortsat skal være liv i de bygninger, som ikke skal rumme sygehusaktiviteter i fremtiden. Noget vi i Region Syddanmark arbejder hårdt på,og gerne vil medvirke til. Jeg er glad for det samarbejde, vi har haft med kommunen i denne sag".

"Lejeaftalen betyder, at vi nu får den plads og de faciliteter, vi har brug for. I Haderslev har vi en ambition, om at harmonisere madproduktionen i kommunen under sloganet Danmarks Bedste Madservice, og med lejeaftalen får vi de fysiske rammer på plads", siger borgmester H.P. Geil (V).

Den nye lejeaftale træder i kraft 1. februar 2009 og gælder for en 10-årig periode. Det betyder også, at selvom aktiviteterne på selve sygehuset flytter om nogle år, så vil der fortsat være aktivitet i køkkenet.

Haderslev Kommune skal nu i gang med at gøre køkkenet klar til den kommunale mad. I alt skal der investeres for 3,4 millioner kroner, og disse penge er allerede bevilliget i forbindelse med budget 2009.

"I øjeblikket er Madservice i Haderslev spredt ud over flere adresser i kommunen. Fremover vil vi kunne samle personalet på ét sted. Det kan godt være, at maden ikke kommer til at smage anderledes af den grund, men for os vil der være nogle klare stordriftsfordele ved kun at skulle holde ét køkken kørende", siger H.P. Geil.

Med lejeaftalen er Haderslev Kommune medvirkende til, at der fortløbende er aktiviteter i huset, som måske senere kan udnyttes til yderligere formål, eventuelt Sundhedscenter m.m..

Yderligere oplysninger fås hos:

Regionrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10

Borgmester H.P. Geil, Haderslev Kommune, mobil 21 69 64 71

Direktør Finn Jensen, Sygehus Sønderjylland, mobil 29 43 86 48

APPFWU02V