Skip til primært indhold

Arkil skal rydde op for regionen i Kærgård

Danske Arkil A/S har vundet opgaven med at afgrave grube 3 og 4 i Kærgård Plantage. Gruberne indeholder tonsvis af klorerede opløsningsmidler og kulbrinter.

En af Danmarkshistoriens største forureninger er nu klar til næste fase af oprensningen. Mandag 20. oktober går arbejdet i gang, idet opgaven med at afgrave gruberne 3 og 4 i dag officielt er blevet tildelt Arkil A/S.

Den Haderslev-baserede virksomhed blev sammen med tre andre inviteret til at komme med et bud på oprensningen af de to gruber samt håndtering af den stærkt forurenede jord. De indkomne tilbud blev vurderet ud fra bl.a. pris, bemanding, sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø og her scorede tilbuddet fra Arkil samlet set den højeste karakter.

- Der er ingen tvivl om, at det kommer til at tage mange, mange år at rydde op i Kærgård Plantage, så jeg er rigtig glad for, at vi nu gennemfører næste fase i arbejdet, siger Jørn Lehmann Petersen, formand for regionens udvalg for miljø, jordforurening og råstoffer.

Sideløbende med gennemgang af tilbuddene har regionen sørget for at indhente tilladelser og dispensationer fra en lang række myndigheder, så arbejdet kan gå i gang allerede om tre uger.

- Det er ret væsentligt, at vi kan gå i gang i næste måned, fordi grundvandsspejlet står lavt på denne tid af året. Det gør afgravningen lettere, og samtidig har det også den fordel, at lugtgenerne i de kolde måneder er mindre, forklarer Jørgen Fjeldsø Christensen, geolog og projektleder fra Region Syddanmarks afdeling for Miljø og Råstoffer.

Det forventes, at afgravningen vil fjerne ca. 30.000 kg klorerede opløsningsmidler, 51.000 kg kulbrinter samt en række andre stoffer som kviksølv og cyanid.

Tilbage i 2008-2009 gennemførte regionen den første del af oprensningen. Fra grube 1 og 2 blev der bortgravet kraftig forurenet jord ned i en dybde af ca. 2,5-3,5 meter under terrænet. Jorden blev kørt og sejlet til behandling i Holland og Tyskland. Det er samme model, der nu bliver anvendt i grube 3 og 4, men denne gang behandles jorden dels i Holland, dels på NORD (det tidligere Kommunekemi, red.) i Nyborg. Begge gruber har et overfladeareal på omkring 1.000 kvadratmeter.

FAKTA om Kærgård:

I perioden 1956-1973 kørte tankvogne fra Grindstedværket spildevand ud i Kærgård Plantage ved Vesterhavet imellem strandene i Vejers og Henne. Spildevandet stammede fra produktion af vitaminer og lægemidler og blev deponeret i seks såkaldte gruber, der er store udgravede huller imellem klitterne. Udsivning fra gruberne har forurenet jord, grund- og badevand, og der blev indført badeforbud i 1964 på en 800 meter lang strækning, som senere er blevet udvidet til 1.400 meter.

Forureningen i Kærgård Plantage kaldes med rette en af Danmarkshistoriens største. I alt skønnes det, at der blev deponeret 286.000 kubikmeter spildevand i de seks gruber. Det forurenede område ligger i den nordvestlige del af Kærgård Plantage, som i sin helhed er udpeget til internationalt naturbeskyttelsesområde. Enhver form for færden på stranden og i klitterne over de to gruber frarådes. 

Yderligere oplysninger:

Jørn Lehmann Petersen, formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, mobil 4040 5833

Jørgen Fjeldsø Christensen, geolog og projektleder på oprensningen af Kærgård Plantage, mobil 2920 1928

Kontaktoplysning

Jørn Lehmann Petersen


40 40 58 33
APPFWU02V