Skip til primært indhold

Sygehuset i Svendborg er klar til flere elbiler i fremtiden

Ingen elbiler uden el. Derfor er Region Syddanmark i gang med at opgradere lade-infrastrukturen på de syddanske sygehusenheder. På sygehuset i Svendborg har de fået en transformerstation, og der er skruet betragteligt op for antallet af ladestandere.

Det syddanske regionsråd besluttede i 2020, at regionens 400 personbiler skal udskiftes med elbiler inden 2030, men det er ikke bare gjort ved at købe en elbil, hver gang en af regionens benzin- eller dieselbiler skal udskiftes. Der skal også investeres i en hel masse el-infrastruktur.

Den opgave har man bl.a. set på ved sygehuset i Svendborg. Her skal el-infrastrukturen kunne betjene de syv elbiler og to hybridbiler, som sygehuset allerede råder over, og der skal også være kapacitet til de 14 biler, som i løbet af de kommende år bliver til elbiler.

36 ladestandere

Derfor har sygehuset i Svendborg fået etableret 36 ladestandere og en ny transformerstation, som kan sikre, at den strøm, der kommer fra leverandøren, kan dirigeres ud i ladestanderne på en sikker måde.

Der er indtil videre installeret godt 300 ladestandere i alt på regionens sygehusenheder.

Her ses en af de 36 ladestandere ved sygehuset i Svendborg.

Transformer er fremtidssikret

Det var nødvendigt at etablere en ny transformerstation, fordi de transformere, som sygehuset allerede havde, blandt andet blev brugt til at dække elforbrug til medicinsk udstyr, lys og  ventilation.

Da de 36 ladestandere hver i sær bruger 16 ampere el, når de lader en bil op, betyder det, at de bruger cirka 575 ampere el, hvis alle ladestandere er i gang. Den nye transformerstation kan levere 1000 ampere og har dermed så stor en kapacitet, at den også kan dække behovet for el, hvis der kommer flere ladestandere i fremtiden.

På den måde har regionen sørget for at fremtidssikre el-infrastrukturen ved sygehuset i Svendborg.

Den nye transformerstation kostede 1,6 mio. kr. og blev finansieret af regionsrådets klimapulje.

Elbiler er led i den grønne omstilling

Etablering af ladestandere og indkøb af elbiler er et led i den grønne omstilling af Region Syddanmark.

Frem mod 2030 vil regionen udskifte sine egne ca. 400 person- og varebiler til elbiler. Regionsrådet har bevilliget ca. 17 mio. kr. til at sætte fart på regionens overgang til elbiler og etablering af den nødvendig lade-infrastruktur. Det har bl.a. medført større investeringer i nye elinstallationer ved de syddanske sygehusenheder, regionshuset og hos Ambulance Syd.

Du er nødsaget til at acceptere alle cookies for at se indholdet

APPFWU02V