Skip til primært indhold

Når neglen gror nedad

En nedgroet negl kan være et virkelig smertefuldt bekendtskab. Bliv klogere på, hvordan du undgår negle, der gror ned i det bløde kød og giver dig smerter.

Omkring 7 procent af befolkningen lider af nedgroede negle, og det kan starte allerede i barne- og teenageårene.

En øm og betændt storetå med en neglekant, der gror ned i huden ved siden af neglen. Det lyder ikke spor rart, og det er det heller ikke.

Hvis du har prøvet at slås med en nedgroet negl, er du klar over, at det er en både træls og pinefuld omgang. Så hvad kan du egentlig gøre for at forebygge – og hvad gør du, hvis skaden allerede er sket?

Hvad er en nedgroet negl?

Som navnet antyder, er en nedgroet negl en lidelse, hvor neglens side trykkes så hårdt ned i neglefalsen, altså den ”grøft”, neglens side går svagt skråt ned i, at der kan opstå hævelse og ømhed. Det kan give både sår og infektion og er ganske generende. 

Især storetåneglen kan gro mere nedad i huden end godt er, da den oftere er udsat for tryk end de øvrige tæer.

Hvad kan du gøre for at undgå nedgroede negle?

Forebyggelse er alfa og omega. Du skal først og fremmest være opmærksom på at klippe neglen lige over, så den ikke buer nedad i siderne, for på den måde er det sværere for neglen at finde vej ned i huden.

God fodhygiejne kan også forebygge nedgroede negle, så sørg for at få vasket fødderne grundigt hver dag, skift dine strømper hyppigt, og gå i sko, der ikke klemmer.

Du kan desværre også være arveligt belastet, så det er vanskeligt at undgå de nedgroede negle.

Vælg en god negleklipper til tånegle og klip neglen lige over. Negleklipperen kan give lidt skarpe kanter, så fil evt. hjørnerne forsigtigt med en god neglefil.

Hvordan behandler man en nedgroet negl?

Hvis skaden alligevel er sket, og neglen er øm og betændt, kan en fodterapeut måske hjælpe. Du kan få løsnet den neglesplint, der skærer i huden, og få lidt bomuldsstof sat under neglen eller en særlig bøjle på, så neglen ikke kan gro ned i huden.

Din læge kan udskrive antibiotika, hvis der er en svær infektion.

Du kan også nå dertil, hvor det ikke er muligt at fikse den nedgroede negl. Din praktiserende læge vil derfor henvise dig til en operation, hvor noget af den yderste kant af neglen fjernes helt nede ved roden og dermed ikke kan gro ind i huden igen.

APPFWU02V