Klinisk Biokemisk Afsnit i Esbjerg modtager Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris
Klinisk Biokemisk Afsnit på Esbjerg og Grindsted Sygehus har netop modtaget Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris 2026. Prisen blev overrakt på regionens arbejdsmiljøkonference foran 800 medarbejdere og ledere.
Ønskeplan, feedbackdug, dialogkort og periodens ønskekollega. Det er noget af opskriften på det gode og nu prisbelønnede arbejdsmiljø på Klinisk Biokemisk Afsnit på Esbjerg og Grindsted Sygehus.
På afsnittet er det lykkedes medarbejdere og ledere i fællesskab at vende høj personaleomsætning, lav medarbejdertilfredshed og højt sygefravær til en attraktiv arbejdsplads med glade medarbejdere og lavt sygefravær. Samtidig er afsnittet gået frem på stort set alle parametre i den seneste medarbejdertilfredshedsundersøgelse.
Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris uddeles af regionens øverste samarbejdsorgan, Hovedudvalget. Med prisen følger også 15.000 kroner til det fortsatte arbejde med at udvikle trivslen og samarbejdet. Formand for Hovedudvalget og regionsdirektør Jane Kraglund siger om prismodtagerne:
- Afsnittet modtager arbejdsmiljøprisen, fordi udviklingen af samarbejde og trivsel går hånd i hånd med løsningen og udviklingen af kerneopgaven. De er på forkant med de udfordringer, de står over for her og nu, og med de opgaver, der følger med sundhedsreformen. Og så er der tale om udvikling af en kultur – det er svært arbejde, som modtagerne af prisen har haft succes med.
Også næstformand i Hovedudvalget Betina Iroisch Kristensen glæder sig på prismodtagernes vegne:
- Klinisk Biokemisk Afsnit modtager prisen, fordi medarbejdere og ledere har haft fokus på, at medarbejderne er med til at definere problemet og løse det, så ejerskabet bliver et helt andet. Afsnittet har haft fokus på vagtplanlægning og på at gøre frustrationer frugtbare. Det er en indsats, som er til gavn for afsnittet, medarbejderne og ikke mindst patienterne både nu og i fremtiden.
Klinisk Biokemisk Afsnit modtog Region Syddanmarks arbejdsmiljøpris på regionens arbejdsmiljøkonference. Alikka Kaalund, der er overbioanalytiker på afsnittet, siger:
- Det er en vild ære. Vi havde ikke forventet, at vi skulle modtage prisen. Vi ville egentlig bare gerne dele vores erfaringer, så derfor indstillede vi os til Arbejdsmiljøprisen. Hvis nogen for fem år siden fortalte os, at vi ville få Arbejdsmiljøprisen, så ville vi ikke have troet på det.
Hun bakkes op af Natja Sjørne Knak, der er AMIR (arbejdsmiljørepræsentant) på afsnittet:
- Vi føler ikke, vi står alene. Vi er en gruppe, hvor vi alle er meget glade for det her. Det er et skulderklap, for meget af arbejdet med et godt arbejdsmiljø foregår i det små i hverdagen, så vi er megaglade.
Afdelinger fra Socialområdet og OUH var også nomineret
Der var to yderligere nomineringer til Arbejdsmiljøprisen 2026. Det ene var samværs- og aktivitetstilbuddet Nordlys på Fyn, som var nomineret for deres arbejde med at udvikle samarbejde og trivsel.
Den anden nominerede var Fællesakutmodtagelsen og Psykiatrisk Akutmodtagelse på OUH. De var nomineret for at have succes med at ændre på tilgangen til selvskadende patienter i tæt samarbejde.