Skip til primært indhold

Region Syddanmark leverer godt klimaregnskab

Region Syddanmarks klimaaftryk i 2023 var 12 pct. lavere, end det var i 2020. Det skyldes bl.a. effektive indsatser inden for fødevarer og energiforbrug samt færdige byggerier og dermed færre anlægsaktiviteter.

Region Syddanmarks seneste klimaregnskab viser, at regionens sygehusdrift og øvrige aktiviteter i 2023 førte til en samlet udledning på ca. 690.000 ton CO2, Det er 93.000 ton mindre CO2 end i 2020

Mindre oksekød på gaflen, et farvel til fossile varmekilder og færdiggjorte byggerier med et deraf følgende lavere forbrug af byggematerialer slår positivt i gennem i Region Syddanmarks samlede klimaregnskab for 2023. Et regnskab, som regionsrådet netop har godkendt.

Klimaregnskabet 2023 viser, at regionen i 2023 udledte 12 pct. mindre CO2 sammenlignet med 2020, og at størstedelen af CO2-besparelsen – 9,5 pct. – blev hentet inden for byggeri og vedligehold.

Resultatet glæder Karsten Uno Petersen (S), der er formand for regionens udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, for det er et stort og vigtigt skridt nærmere regionens målsætning om at få reduceret klimaaftrykket med mindst 35 pct. inden 2030.

- Vi arbejder på alle fronter for at mindske vores C02-udledning, og jeg er glad for at se, at pilen peger den rigtige vej, og at vi ser frem mod, at de mange regionale grønne tiltag fra de seneste år gør indhug i regionens CO2-udledning og bidrager til den grønne omstilling.

Færdige byggerier gør klimaaftrykket mindre

Ca. 20 pct. af regionens samlede klimaaftryk stammede i 2020 fra byggeri og vedligehold. Men siden da har regionen afsluttet flere byggeprojekter på bl.a. Sygehus Sønderjylland, og derfor var byggeaktiviteten i 2023 mindre end i 2020.

Udviklingen, der vil fortsætte i de kommende år, har medvirket til, at klimabelastningen fra byggeri og vedligehold nu er faldet til at udgøre ca. 14 pct. af regionens samlede klimaaftryk.

Klimaindsatser virker

CO2-udledningen, der relaterer sig til regionens indkøb af varer og tjenesteydelser i forbindelse med især driften af sygehuse, udgør ca. 75 pct. af regionens samlede klimaaftryk. Det ligger ret stabilt, hvis man ser bort fra, at regionen i 2023 købte 90 pct. færre pandemiværnemidler sammenliget med 2020, hvor Danmark var ramt af COVID-19-pandemien. Det svarer til en besparelse på ca. 16.000 ton CO2.

Regionens indsatser inden for energi-, fødevare- og affaldsområdet har også båret frugt.

  • Klimabelastningen fra regionens energiforbrug er siden 2020 faldet med 9,6 pct., og alle regionens sociale centre har nu omlagt fossile varmekilder til fjernvarme eller varmepumper.
  • Klimabelastningen fra fødevarer er siden 2020 faldet med 9,2 pct. Alene ved et faldende kødforbrug er det er lykkedes at spare 1.200 ton CO2, hvoraf de 824 ton CO2 er opnået ved at bruge mindre oksekød.
  • Den samlede affaldsmængde er siden 2020 faldet med 9 pct., og dermed nærmer regionen sig med hastige skridt sit mål om at reducere affaldsmængden med 10 pct. sammenlignet med 2018.

Øget transport og forbrug af gasser

Der er dog også områder, hvor CO2-udledningen er steget. I 2023 blev der kørt flere kilometer både i regionens ambulancer samt i regionens og medarbejdernes egne personbiler, og det betyder, at klimabelastningen forbundet med transport er steget med ca. 2,4 pct. sammenlignet med 2020. Den udvikling vil regionen vende ved at reducere kørselsbehovet og bilflåden og frem mod 2030 gøre alle regionens personbiler fossilfri

Klimabelastningen, der er forbundet med den direkte udledning af gasser, steg med knap 10 pct. i 2023 i forhold til 2020, til trods for at det er lykkedes at sænke forbruget af anæstesigasser. Stigningen skyldes både et øget forbrug af lattergas samt et øget forbrug af kølemidler med en høj klimabelastning. For at stoppe denne udvikling vil regionen bl.a. investere i maskiner, der kan spalte lattergas til ufarlige restprodukter.  Den udvikling vil regionen vende med nye tiltag der skal begrænse gassernes negative CO2-effekter.  

Samlet udgør CO2-reduktionerne fra regionens klimaindsatser inden for energi, transport, direkte udledning af klimagasser og fødevarer i alt 2,2 pct. af regionens samlede CO2-besparelse på 12 pct.

Fakta om Region Syddanmarks klimaregnskab ”Grøn omstilling 2023”

Region Syddanmark vil reducere sit samlede klimaaftryk med mindst 35 pct. inden 2030 i forhold til 2020. Det svarer til en reduktion på omkring 250.000 ton CO2.

Region Syddanmarks seneste klimaregnskab viser, at regionens sygehusdrift og øvrige aktiviteter i 2023 førte til en samlet udledning på ca. 690.000 ton CO2, Det er 93.000 ton mindre CO2 end i 2020, hvilket svarer til fald på 12 pct.

Beregningen af det årlige klimaaftryk indbefatter en opgørelse over den CO2-udledning, der relaterer sig regionens forbrug af energi, transport, bedøvelsesgasser, fødevarer, affald, byggeri og vedligehold samt indkøb af varer og tjenesteydelser.

Se Region Syddanmarks Klimaregnskab Grøn omstilling 2023

APPFWU02V