Skip til primært indhold

Inddragelse står højt på patienters og pårørendes ønskelister

Ny undersøgelse viser, at størstedelen af syddanskerne er tilfredse eller meget tilfredse med den pleje og behandling, de har fået på sygehuset. Regionen ligger dermed på niveau med resten af landet. Men undersøgelsen afspejler også et ønske om mere inddragelse.

Det er generelt en god oplevelse at være patient på de syddanske sygehuse. Det mener langt størstedelen af de 42.500 syddanskere, der har svaret på den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP 2015), som netop er offentliggjort.

Vil gerne tages med på råd

Selvom tilbagemeldingerne generelt er positive, viser undersøgelsen også tydeligt, at både pårørende og patienter gerne vil inddrages mere i forløbene. 
Eksempelvis vil de gerne involveres mere i, hvilke behandlingsmuligheder der er. De efterlyser også, at personalet spørger mere ind til patientens erfaringer og viden om egen sygdom.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- Overordnet set er det et fint resultat for regionen og et flot skulderklap til personalet, der løser deres opgaver i et sundhedsvæsen under pres. Men vi kan også se, at vi skal blive endnu bedre til at inddrage patienterne. Det er i forvejen et politisk fokuspunkt, og jeg har en forventning om, at det er nogle resultater vi vil se forbedre sig over de kommende år.

Tilfredshed på niveau med resten af landet

Undersøgelsen slår dog fast, at langt de fleste af de syddanske patienter er tilfredse med forløbet fra indlæggelse til udskrivelse fra et somatisk sygehus.

Svarene viser, at flere end 8 ud af 10 syddanskere, der har været igennem en planlagt indlæggelse eller et planlagt ambulant besøg, i høj eller meget høj grad er tilfredse med forløbet. Det svarer til gennemsnittet i resten af landet. 

De akut indlagte patienter er knapt så tilfredse. Her er flere end 7 ud af 10 positive. Angivet i procent ligger regionen alligevel lidt over landsgennemsnittet.

Gode oplevelser på fødegangene

På fødeområdet fortæller 9 ud af 10 syddanske kvinder, at opholdet på sygehuset har været godt. 

Den samlede tilfredshed i Region Syddanmark er ligesom i resten af landet vigende, men ligger lidt over landsgennemsnittet på fødeområdet, og særligt Sygehus Sønderjylland Aabenraa skiller sig positivt ud.

I Aabenraa siger næsten 7 ud af 10 nybagte mødre, at opholdet har været virkelig godt, hvilket er markant over landsgennemsnittet, hvor cirka 4 ud 10 er meget positive.

Poul-Erik Svendsen (S), der er formand for regionens sundhedsudvalg, siger:

- Jeg noterer mig, at regionen trods en lille tilbagegang stadig ligger i front på fødeområdet. Den gode start på livet og familieudvidelsen er rigtig vigtig. Og hér hæfter jeg mig særligt ved, at vore fødesteder får flotte evalueringer i forhold til opstart af amning, som er så vigtig både i forhold til mor-barn-forholdet og for barnets sundhed.

Ammeforberedelsen er vigtig

LUP’en for fødende viser blandt andet, at de fødende mener, at forberedelsen på amningen har været god, og at de har fået den ro og hvile, de havde brug for under opholdet.

Netop amning og en god ammeforberedelse er et centralt element i Region Syddanmarks Ammepolitik, som blandt andet fører til tværfaglige amme-temadage.

Fakta:

I undersøgelsen indgår omkring 42.500 patienter, der har været planlagt indlagt, akut indlagt eller har haft et ambulant besøg på et somatisk sygehus i Region Syddanmark.
Heraf er cirka 1500 fødende i Region Syddanmark blevet spurgt til deres oplevelser.

Se resultaterne for Region Syddanmark

Se flere resultater på www.patientoplevelser.dk

Yderligere oplysninger

Stephanie Lose

Regionrådsformand


25 33 09 82 Stephanie Lose, Venstre
APPFWU01V